Med rystende hånd.

Jeg har lige smidt en stor stak tanker og dybe overvejelser ned i en postkasse. Det hele var pakket ind i dyre fine brune kuverter, med både frimærker og stemplede fugle på.

De nærmeste naboer, fik kuverten personligt stukket i hånden. Inden jeg var hjemme igen, under 5 min, var der positivt svar fra første par.
Den rystende hånd skyldes, at jeg før jeg nåede så lang som til postning af kuverter, har der ligget en laaaang proces med tanker omkring det skarpe hjørne jeg skal runde. Uanset hvad nogen siger, så er det altså en milepæl i éns liv. Jeg har svinget over overvejelser omkring at rejse på dagen, dame komsammen, reception, reception OG fest og mange overvejelser omkring hvor festlig sådan en fest nu skulle være og hvem og hvor mange jeg rent faktisk havde lyst til, at dele denne dag med.
En lang og noget dybere proces, end nogen nok ved, men endelig var jeg klar. Helt overbevist om hvor, hvor meget, hvem og hvorfor. Nu ser jeg frem til fest med glæde og spænding. Nu glæder jeg mig til de sidste overraskelser som jeg har i ærmet og nu glæder jeg mig til at se alle dem som betyder allermest for mig og nu krydser jeg fingre for en stor positiv tilbagemelding.
Nu er der ingen vej tilbage.