onsdag den 12. marts 2014

DELETE OR NOT DELETE.

Prøv lige at se for dig, hvor mange mennesker som er løbet gennem dit liv, fra fødsel til nu. Hvor mange af dem ser du stadig? Hvor mange af dem ønsker du at se igen? Hvor meget ønsker du at se dem som du måske ser?
Vi har mødt en masse mennesker gennem vores barndom. Familie, families venner og bekendte. Vores forældres bekendskabskreds og deres børn. Naboer og de børn som vi så legede med. Klassekammerater. Venner fra diverse fritidsaktiviteter. Senere via studier og forskellige jobs har vi mødt en masse. Vi har måske en ekssvigerfamilie som jo også indeholdt en masse mennesker. Mange af os har børn og pludselig møder man en masse gennem vores børn. Vuggestue, børnehave, skole, fritidsaktiviteter, slyngveninders forældrer og hvad ved jeg. 
Hvis alle de mennesker skulle være i mit liv til stadighed, ville jeg jo have en million venner og skulle vel nærmest være social med flere af dem hver dag.
Der var jo intet i vejen med alle de mennesker, vi havde bare "kun" den ene aktivitet/vores børn/jobbet etc tilfælles og da vi ikke længere havde den ting at deles om, gled vi stille og roligt og helt udramatisk fra hinanden. 
Hver ting til sin tid. Nogen mennesker relaterer sig til en bestemt periode og den er fin og dejlig at tænke tilbage på og så er der egentlig ikke mere i det.
Nogen af dem som pr tradition hører til vores liv livet ud, vokser vi bare fra. Vi får forskellige politiske overbevisninger, udvikler os i meget forskellige retninger eller passer bare ikke rigtig sammen mere. Er det så underligt? Er det meget slemt at se i øjnene? Skal man holde ved og af alle fordi nogen med nogen bestemte gener fandt på, at vi skulle være i familie? 
Alle kan forstå, at det kan være svært, at lære at elske sin meget anderledes muslimske svigermor 100000 km borte, men hvorfor skulle det være en naturlov, at jeg klikker med en svigermor fra Slagelse? 
Hvem siger, at fordi man er vokset op i samme hus eller har gået i samme klasse i ti år, at så forbliver man venner eller bare det mindste lige som voksne? 
Nogen lærer man først at kende igen via facebook og den skønne tante fra ens barndom, viser sig så pludselig som fuldt integreret medlem af et parti, som du på ingen måder kan sympatisere med og samme tante lufter glad og gerne sin rabiate meninger lige i ind i dit liv. Skal man holde det ud? Skal man rumme alt og alle? 
Er det ok at bruge livets store DELETE knap engang i mellem?
Må man ikke gå ud fra, at man nok har gjort sig et par overvejelser?
Skal man holde ud, fordi det ellers vil være synd for den anden part? Jamen det er da også synd for mig et eller andet sted, at have mistet den jeg troede jeg havde.
Hvor finder man bogen hvor alt det står?
Sikkert ingen steder, for det er vel lige præcis nogen af følgerne ved at blive voksen. Man tager stilling og man bliver lidt nærig med sit liv, sin fritid og sin intimsfære.
Jeg elsker en masse af min familie, mine venner og min omgangskreds, men der hvor jeg ikke føler begge parter giver, satser, byder ind, forstår, rummer og betænker. Der hvor der kun er floskler og tom snak tilbage. Der hvor jeg føler jeg bliver misbrugt, misforstået og ikke mindst der, hvor jeg ikke kan eller må være MIG, der kan jeg ikke være. Eller der hverken KAN eller VIL jeg være. Eller hos de mennesker, som lever efter et helt andet menneskesyn en mit. Ikke at vi alle skal stemme på det samme, tænke eller tro det samme, men hvor der ikke er respekt for mennesker og dyr. Der hverken kan eller vil jeg være.
I de tilfælde kan DELETE knappen være helsebringende dejlig at trykke på.
Retten gælder naturligvis også den anden vej. Naiv er jeg ikke. Andre har benyttet knappen over for mig og jeg ved de måtte gøre det ud fra deres synsvinkel og det respekterer jeg, men gu gjorde det da ondt. Hvem fanden holder af at miste og blive lukket ude? Jeg kender ingen.
DELETE OR NOT DELETE. Relationer af alle slags har efter min mening godt af, at komme ud i lyset og blive støvet af engan i mellem. Ligesom min bedstemors tæpper ved forårsrengøringen.
Og det er vel bare det jeg er igang med. Den indre forårsrengøring. Og husk, at den som altid er lige glad, vel aldrig er rigtig glad.

4 kommentarer:

  1. Fint indlæg :) jeg sidder og nikker genkendende til mange af dine reflektioner ...for mit vedkommende er livet for kort til ikke at bruge delete knappen engang imellem og selvom den bliver brugt er det ikke ensbetydende med, at det er let ...men kan være nødvendigt for at komme videre.... Det er sundt at tage sine relationer op til revision og få gjort noget ved det som støver for meget ;) og samtidigt huske at værne om de relationer, der er vigtige at bevare.
    God dag herfra :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Aslaug. Jeg er helt enig med dig. At reflektere over sit liv og sine relationer af og til tror jeg er rigtig sundt. God dag til dig også.

      Slet
  2. Jeg er helt enig i dine betragtninger, Stella. Selv har jeg sorteret i min i forvejen lille familie. Selv om man deler gener, betyder det ikke, at man SKAL holde kontakt hele livet, synes jeg. Jeg har mere til fælles med mine selvvalgte venner, end jeg har med en del af familien. Det betyder ikke, at alle mine venner fx har samme politiske holdning som mig eller i det hele taget er enige med mig i alt, men et vist fælles værdigrundlag har vi til fælles. Nogle venner er kun virtuelle "venner", og her luger jeg ud med hård hånd en gang imellem. "Venner" der kun er tilskuere til mit liv og ikke kommenterer eller deler selv, har jeg ikke brug for. Dejligt tankevækkende indlæg, du har skrevet :-)
    Kh Lotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lotte og selvfølgelig er jeg helt enig med dig.

      Slet