Her hjemme vil vi så gerne nedtone, at der stadig er behov for kamp. Ja ja selvfølgelig er vi igen priviligerede i vores lille smørhul. Her kan vi gå frit omkring, tage det tøj på vi lyster, tænke og sige hvad vi vil, stemme, køre bil, uddanne os og bruge prævention når det passer os.
Eller kan vi? Overordnet ja, men vi har stadig mange efterstræbte fra dengang en mand var en mand og automatisk familiens overhoved.
Der sidder stadig lidt for mange mænd, hvor der lige så godt kunne sidde en kvinde. Vi dømmer stadig kvinder på påklædningen i mange tilfælde og sjældent positivt. Der er stadig forskel på lønnen og dermed pensionen. Vi har som udgangspunkt fælles forældremyndighed, men hvem tager barslen og hvor bor børnene næsten pr automatik efter skilsmissen?
Der er stadig lang vej til ligevægt. Se på dig sel og din familie, så ved du garanteret hvad jeg snakker om og kig ind i dit eget hoved, så ved du også hvad det er for nogen dømmende tanker jeg tænker på.
Kampen her til lands handler dybest set ikke længere, udelukkende om kampen mellem mænd og kvinder. Den handler meget om begges/alles rettigheder, men også meget om kvinders syn på hinanden. Om rummelighed, plads til at være som man er, ret til at vælge det man ønsker. Retten til, ikke at blive dømt.
Den ret burde alle have. Den burde være et livsvilkår. At man ikke blev dømt på sin seksualitet, hudfarve, køn, måde at føde på, at amme eller ikke amme, at vælge børn til eller fra. Her i landet hvor det meste ser ud til at køre, dømmer vi stadig hinanden og vi dømmer hårdt når vi dømmer. Vi både trykker og kuer og dømmer. Sådan er vi også.
Derfor kære damer. Hejs flaget i dag. Både for dig selv og for alle andre kvinder, eller endnu bedre, for ALLE verdens mennesker.
Go kamp. Go dag. Go weekend og godt forår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar