søndag den 14. september 2014

Hvad kan en søndag?

Tja, når man kigger ud ad vinduet en søndag i september og bare ser regn og noget vådt og gråt over alt, leder tankerne mest hen mod noget med lækre farver og en hæklenål


Noget med en sofa, rygende the i store krus, en film som ikke kræver for meget, eller flere sider i den tykke bog. Måske en middagslur og måske en lille tur gennem skoven hvis der er ophold i bygerne. Måske noget bagværk. Søndage kan være propfulde af langsommelighed og gode sysler.
Her satser vi dog på helt andre toner. Vi satser på opklaring for vi skal til fest.
Vi og "De Små" har for nylig været til værelsesfest hos Olga. En værelsesfest, er når man fejrer nyt look på værelset, som er opgraderet til noget prinsesse agtigt for store piger. Til sådan en fest var der kager frembragt af værelsesejeren selv. Med glasur og krymmel forstås.
Den kvindelige del af "De Små" har fødselsdag i morgen og derfor valgt at invitere os, Olga og hendes mor til lejligheds/fødselsdags fest i eftermiddag. Olga skal se hvordan sådan nogen egentlig bor og allerbedst, hvad sådan et par vil servere. Vigtigst er dog næsten tørvejret, da vi også skal besigtige de udendørs faciliteter. Området omkring Musicon i Roskilde, som byder på spændende ting for både store og små.
Og til sidst, skal en søndag også bruges til at øve dans. Dans er ikke bare noget som kommer af sig selv. Der skal øves og der skal øves meget. Man kan aldrig øve for meget. Alt det som ser legende let ud, kan man være sikker på, engang har været rigtig svært og kræves masser af øvelse. Jeg taler af erfaring, for jeg er en af dem som må øve rigtig meget. Heldigt at jeg elsker det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar