Tænk at de stadig findes.

Den slags morgener, hvor intet haster eller presser sig på. Hvor morgenmaden kan indtages langsomt i selskab med op til flere aviser. Hvor kaffen kan drikkes i små slurke, mens man lægger neglelak på. Hvor man kan glo lige durk ud i luften eller ind i det tændte kalenderlys, som minder om, at julen snart topper, men også er væk for i år. Hvor man kan se frem til en hel dag uden gøremål, ud over at klæde sig på og høre sig pæn til aftenens veninde middag i byen.

Den slags morgener er der lidt langt imellem. Jeg begræder hverken mit arbejde eller de sammenkomster som står for døren, men der er bare lidt langt mellem tiden hvor der er plads til den stille og langsomme genopladning. 

I dag kom dagen med en stille start, men inden den bliver for stille, vil jeg kaste mig ud i en dans. Øves skal der jo.