Frem og tilbage siges, at være lige langt.

Sådan føles det altså ikke længere for mig. I starten, for otte/ni år siden, føltes turen mellem Køge og Ribe som en leg. Jeg fløj afsted. Nu orker jeg næsten ikke køreturen mere. Jeg nyder at være i begge mine hjem, men køreturen hænger mig langt ud af halsen.

I dag pakker jeg sammen og lukker ned for Ribe igen. Dejlige dage i godt selskab er drønet afsted i hast. Meget er nået, en del kilometer er gået, hemmeligheder er afstemt, gode snakke har der været, sammen med en masse hygge. 

Nu vender jeg næsen den anden vej. Hjem for at se hvad der venter mig i Køge. Efter sigende er hjemmet pakket ind i plastik. En stor reol har set dagens første lys og maling er strøget over flere flader.  Huset ligner vist pt mere den arbejdsplads det lige nu også er, end et hjem hvor man smækker benene op og nyder roen. Ro er der vist ikke meget af og få er vist de steder, hvor det er muligt at smække selv det mindste ben op. 

Hvor skal mine gæster mon være på lørdag? Trøster mig med, at meget kan nå at ske på tre arbejdsdage. Måske bliver der en plads til smækre dansedamer. Bare en lille plads? Jeg satser stadig ben hårdt på, at gennemføre det planlagte arrangement. Hvor der er hjerte er der rum siges der. Hjertet har jeg, så mon ikke vi også finder rummet? 

Hjem til kaos, men også hverdagen med arbejde og dans. Det skal da nok blive helt fint. Når bare lige køreturen er overstået først. 

Næste gang jeg kommer her, er det konfirmationstid. Det er vi vist mange som glæder os til. Jeg kender et par stykker. Inc mig selv.