Ekstra info til småbørns forældrer.

Til alle jer med små børn lige nu. Jer som føler presset og tyngden af,mat være nogens MOR eller FAR så meget, at det river i hver en fiber af din egen krop, hver gang den lille pode får krummet et hår. Hvis i går og tror, at den nervesnor mellem dig og din unge en dag bliver skåret over, så har jeg vigtig info til dig. Den snor bliver nemlig aldrig revet over. MN er ikke forældre i en periode af sit liv. Man er forældre hele livet. Forpligtigelserne og det daglige ansvar forsvinder med ungens voksende kompetencer, selvstændighed, personlige udvikling og naturlige løsrivelse. Vi slipper hinanden mere og mere. Du vil ikke resten af livet, være nummer et i dit barns liv og du flytter også fokus mod andre mennesker eller ting. Men forældrefølelsen forsvinder bare aldrig.,

Mit helt friske eksempel var i går, hvor jeg sad på en café med en veninde og en SMS tikkede ind med en besked om, at jeg jo nok huskede den der fine lige næse, som jeg havde født et barn med ik'? Altså den fine lige næse var altså ikke så lige nu. I løbet af et splitsekund går man fra, at være en voksen kvinde som taler voksensnak, til kun at kunne rumme den film som drøner gennem hovedet. En film som inkluderer en smertende klump i maven og en stemme i de i hovedet, som skriger hvad er der sket mit barn?  Selvfølgelig koder jeg en brækket næse sammen med boksetræning, men næste stemme skriger om overfald. Heldigvis handlede det kun om boksetræning og kun om to hoveder som var knaldet sammen under nogle øvelser hvor man skulle klappe på hinandens ben, rejse sig op og om igen, naturligvis med tempo på. Ingen havde overfaldet mit barn. Næsen var brækket og den smerte kunne jeg nærmest mærke i min egen næse. Heldigvis er skillevæggen intakt. Hævelsen skal falde og så skal næsen sættes på plads igen. AV siger jeg bare. 

Næste step i forældreskabet er så, at man når faren har lagt sig og man igen har overblikket tilbage, vender situationen til endnu en oplevelse i rækken. Når man har børn, slipper man næppe uden en perlerække af situationer som indbefattede blod, plaste, røntgen, sting, lim, sommerfugle og sprøjter. Vist de fleste må igennem det og alle klarer det, selv om de ikke troede de kunne. De fleste gange farer tanken om, at gid det dog var sket for dig selv i stedet for dit barn, igennem dit hoved. Vi tager de direkte på os. Vi projekterer smerten over på os selv, men vi kan jo desværre aldrig tage smerten fra den ramte.

Nu ved i det. Det stopper aldrig.