søndag den 26. april 2015

Hurtige dage med lækre hapsere.

Siden jeg stoppede mit lille ulønnede bijob som boguddeler torsdag eftermiddag, har jeg danset mig gennem dagene. Onsdag Zumba, torsdag to timers orientalsk, fredag øvede jeg en time med min dansepartner og lørdag stod den på hele tre timers orientalsk dans. Så skulle den krop da vist være danset godt igennem og være nogen lunde klar, til onsdagens DANSENS DAG arrangement i Verdens Kultur Centret på Nørrebro. Gratis arrangement fra kl 19, hvor alle som elsker dans får en masse på opleveren.
Efter fredagens træning mødtes jeg med "den lille"og hans søde ven. Drak kaffe og hyggede til manden også stødte til. Lækker mad nød vi hos Kates Joint og kunne så smutte videre til Tivoli og høre Shaka Loveless. Sådan pakker man en fredag aften, så den bliver tæt og fyldt med alt det man kan lide.
Ind i mellem nåede jeg også lige at købe nye sandaler på et fødselsdagsgavekort. Dyrt og dejligt uden at bevæge eget betalingskort er en virkelig dejlig kombi. 
Posten kom også forbi med bestilte varer fra TUSINDFRYD. 


Nu skal jeg prøve at strikke Tusindfryds pige cardigan i Engleuld. I pakken lå også et personligt kort med en sød hilsen og en lille pose med maskemarkører. Jeg elsker firmaer, som pakker pænt og lige giver sig tid og råd til en lille ekstra detalje. Den slags bliver bemærket hos mig og gør, at jeg ofte vender tilbage. Sådan et sted signalerer mere hjerte end hjerne og den kropsdel vil altid appellere mest til mig. Måske giver søndagen tid til en lille strikkeprøve? 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar