torsdag den 7. maj 2015

Endnu en kæphest.

Som gammel butiksejer har jeg det jo lidt stramt med de kunder, som bruger butikkens dyrebare tid og gratis arbejdskraft, til at hente info om alt mellem himmel og jord, hvor efter de handler på nettet eller laver tingen selv. Den slags ser jeg som asocialt og meget lidt respektfuldt over for andres arbejde.
Lad os dog børne om vores små fine special butikker, hvor du både kan købe varen og hele historien bag. De butikker, hvor du kan smage, prøve røre og spørge. De forsvinder simpelthen, hvis ikke både du og jeg passer på dem.
Sådan har jeg det også med kopiering. Både den helt fysiske kopiering af feks en opskrift, en bog o.l, og når du tager billeder eller tegner og tæller, med det eneste formål, at gå hjem og lave en komplet kopi. Føj den slags stinker af dårlig stil og disrespekt for den hårdtarbejdende håndværker og eller designer. 
Noget helt andet er at lade sig inspirere. At se på en ting og lagre indtrykket og ikke udtrykket i sit hoved eller hjerte og senere tegne, strikke, snitte, bage efter hovedet. Du vil aldrig høre mig bede kokken om opskriften, aldrig som i aldrig, heller ikke min egen kokke søn, men jeg kan godt spørge, om kokken vil svare på, om den der specielle smag er oregano eller kanel og der fra må jeg så selv hjem og rode i gryderne. 
Tankerne er kommet til mig igen nu, hvor jeg hjælper med, at lave opskrifter til en butik. Mon nogen lige forestiller sig, hvor stort arbejde der ligger bag en lille hækle opskrift? 
Først skal idéen føres ud på nålen og vise om idéen så var god eller ej. Så skal der hækles igen, tælles, skrives ned, tages billeder, hækles dobbelt check prøver og renskrives. Den slags tager tid. Rigtig lang tid og faktisk ganske gratis tid og ingen beklagelser i det, men bare for at fortælle, at der ligger et stort arbejde bag til en nærmest ikke eksisterende løn og derfor koster sådan en opskrift i dette tilfælde altså 25kr og præcis derfor, er det ikke meningen, at vi andre bare skal kopiere og dele i flæng, men pænt gå ned i butikken og købe designerens arbejde. Ned i den butik, hvor du samtidig kan spørge og få masser af hjælp og tilmed kan købe lige præcis det garn som passer til opskriften og som derfor sikrer dig det helt rigtige resultat i den anden ende. 
Bare lige for, at vi alle lige tænker en ekstra gang før vi beder om en kopi hos naboen, køber noget garn på nettet og bagefter brokker os over det dårlige resultat eller idiotiske opskrift som man jo ikke kunne forstå. Der er en god forklaring bag det meste. Denne var så forklaringen på, hvorfor vi skal værne om de små butikker, det gode håndværk og design og de mennesker som passioneret gider knokle for projektet. Tak fordi du læste med.


Faktisk er det mig, som har skrevet opskriften til dette tæppe. MARTHAS tæppe, som er designet af Laila Rosengren, som du kan finde i hendes lille butik Frk. Rosengren i Køge. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar