torsdag den 9. juli 2015

Mig og Mr. Jet.

Jeg rejste fra NY søndag kl 23 og landede i Kbh mandag kl 12.40. Det ene var NY tid og det sidste var dansk tid. For mennesker med sarte sjæle, kan den slags give store problemer. Det som hedder jetlag. Mange, som feks min mand, har den lille forskydning i tiden ingen betydning. For mit barnebarn betød det lige, at hun lige skulle gennem næste nattesøvn, og så var hun hel igen. Men jeg, jeg døjer stadig. Faktisk så meget, at jeg alvorligt overvejer, at afprøve en kur med melatonin næste gang jeg skal krydse tidszonerne. Jeg er slet ikke god til den slags. Bare vires egen lille leg med tiden til sommer versus vintertid, giver mig et par dage, hvor jeg er en smule ør. Denne omgang er dog det længste jeg endnu har været plaget. Jeg er konstant træt, men kan ikke sove, og når jeg endelig sover er det kun den meget lette og meget urolige søvn jeg kommer ned i, afbrudt af konstante små hop ud af søvnen. Når vækkeuret ringer jeg jeg nærmest der hvor jeg kom fra, altså lige vidt og med intakt jetlag. 
I dag skulle jeg ud af sengen og afsted med Olga og hendes mor, til Amager, hvor vi skulle i Cirkus Summarum. Trods storm og vedvarende regn drog vi glade afsted. Dog kun for, at møde en højtaler stemme som meddelte, at forestillingen var aflyst på grund af storm. Dog har vi allerede fået en ny dato i meget nær fremtid at se frem til. 
Den Blå Planet var i spil en kort overgang, men der havde virkelig mange andre også søgt hen, så den idé blev hurtigt droppet. Vi endte med lækker frokost på Madmanifesten. En sølle erstatning for en fireårig som har sat næsen op mod Cirkus, men dog bedre end så meget andet eller intet. 
Dans er heldigvis ikke påvirket af vejret, så jeg kunne øve noget dans og give den en ekstra skalle i den tid jeg pludselig fik foræret. 
Benene op, lidt strik, en tallerken med friske danske jordbær og fløde, jeps, fløde af dansk fedende slags. De to ting hører sammen og det agter jeg ikke at pille ved. Så fedtforskrækkelt må man aldrig blive. Hellere en lille men ægte portion, end jordbær med skummetmælk eller andet i den dur. 
Jordbær og historiske roser og rosa uld. Farveskalaen holder for i aften.



1 kommentar: