lørdag den 8. august 2015

Den gamle Cirkushest.

I år var jeg ikke med til, at optræde til KULTURHAVN på Bryggen. En ellers tilbagevendende begivenhed gennem nogle år. 
Men se på dans kan man da altid. I år nåede jeg først frem til optræden på Papirøen, hvilket det hele da slet ikke blev dårligere af. 
At stå der og høre musikken og følge dansen, rykker altså lige lidt i kroppen. Selv om man altid har sommerfugle i maven lige før, vil vi det jo gerne. Men nej, sådan skulle det altså ikke være i år. I stedet slentrede jeg lidt til og fra med manden. Vi drak kaffe, spiste is, spiste i den forjættede madhal og drak lige lidt mere kaffe, mens vi også lige nød lidt swing med flagrende skørter og højt hår. 
Papirøen var ret godt besøgt. Om det var på grund af dansen, eller det gode vejr skal jeg ikke kunne sige, blot glæder det mig at se, at også det initiativ bliver taget på ordet og brugt flittigt. 
Har du endnu et besøg på Papirøen tilgode, jamen så se da at komme afsted. Frisk havluft og seriøst lækre madtilbud til gode priser. Det meste af verden er vist her repræsenteret og det vi fik, kan vi roligt stå inde for. Lækkert og meget velsmagende og som sagt, rigtig gode priser. 

I morgen er der atter en dag. En søndag. Den har allerede ben at gå på, og varsel om dejligt vejr. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar