tirsdag den 2. februar 2016

Han var lige på trapperne.

Den lille snedige Ninja var på besøg. Ham som er søn af Niecen, hende som i måske husker for de kreative fingre. Hende med blødt skind og hårdt kernelæder. Hende hvis produkter mit hjem og hjerte indeholder en del af. Hende som syr de smukkeste tasker, keyhangers og meget meget mere. 
Lige nu er hun lidt stille. Den lille stakkel har ondt i tommelledene. Plagede led kræver hvile og måske en god gang zoneterapi, akupressur og hvad en faster ellers kan diske op med. Hun virkede mere tilfreds med sin behandling end den lille trappelusker for hans. Tror nu mest det var for en sikkerheds skyld at han brokkede sig. Det kan jo aldrig skade lige at være på forkant. 
En ret lækker unge hun har anskaffet sig. En lille finurlig øko fyr med hang til uld og natursut. 
Der er lidt langt mellem vores komsammender, men i dag nåede vi da både en mor og barn behandling, voksensnak mens den lille tog sig en lur, frokost, ingefærte for fordøjelsen og en energiboostende kop kaffe. 
Og værtindegave var der tilmed. Friske landæg af hendes egen avl. Hvad andet kan jeg sige end, dejligt besøg? 

Den listige trappegænger, som faktisk slet ikke måtte gå op ad den trappe. Det havde han på ingen måde tænkt sig at rette sig efter. Cool fyr. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar