Om jeg kan have en fortsat god dag?

Nej det kan du bande på, at jeg ikke kan. Jeg har nemlig været til begravelse. En smuk og meget personlig begravelse, jo jo, men når den som bliver begravet, kun er niogtyve år ung, nej så kan den dag på ingen måde blive god. 

Pludselig var hun her bare ikke mere. Genboens yngste datter. Nærmest lige taget hul på livet. Nærmest slet ikke nået det endnu. Så kort et liv, så tidlig en død. Det skal man altså være mere religiøs end mig, for at finde en mening med. 

Men altså, når det nu skulle være, så var det godt nok en fin begravelse hun fik og et virkelig fint sted, hvor hun kom til at ligge på kirkegården. 

Der blev sagt de fineste ord til og om hende. Både af præsten og hendes far. 

Så fint og enkelt, uden store faldbelader. Bare sådan enkelt helt ind til benet. 

Hold op hvor sådan en dag er trist og al min opmærksomhed, tankevirksomhed og energi har dagen lang, været rettet mod den familie, som nu er en mindre i flokken. Alle som har prøvet det, ved præcis hvad jeg snakker om. 

Den isnende kolde forårsdag var som skabt til denne lejlighed. Man skuttede sig alligevel og træborde lang ind i sig selv af medfølelse og sorg.