fredag den 4. marts 2016

Så trækker jeg vejret igen.

Hold nu lige kæft for et døgn jeg har været igennem. Nok cirka sådan det må føles, at køre rundt i en  centrifuge på max hastighed. Nu har jeg vist besvist, at jeg kan tænke hurtigt og få ting til at ske. Der er faktisk ret godt styr på den kommende begivenhed som hængte i en meget tynd tråd. 
Men pludselig kørte centrifugen igen alt for stærkt. Skønne mennesker skulle pludselig opleve, at miste en datter fra det ene minut til det andet. Så står tiden stille. Tæppet rives på mest brutale vis, væk under fødderne på nogen man holder af, og man kan intet sige eller gøre som giver den mindste lille lindring. Intet giver mening. Intet trøster. Når vi taler om døden, betyder væk altså væk. Der er ikke en lille flig af håb eller fortrydelsesret. Der er intet at stille op. En familie rives rundt i manegen og kan ikke gøre hverken fra eller til. Den slags virker totalt meningsløst. Man skal nok være præst for at finde bare en lille smule mening med den slags galskab. 
Sådan noget tapper batterierne på et sekund. Man mister fodfæste. Også som den som ikke er en del af familien, men bare er tilstede. Er medmenneske og indlever sig. Fornuftige ord ligger pludselig meget langt væk. 
I dag holder jeg vejret og læser lektier. Jeg bliver lige inde i puppen og puster ud før jeg er klar til flere runder. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar