Next stop Las Vegas.

Afsted igen. Denne gang sprang vi over den slagne vej og kastede os over Route 66, som jo ligesom er den man skal køre på. Den er lang og øde, men ind imellem dukker de sjoveste tankstationer eller steder med indianerting eller gamle biler op. Landskabet skifter mellem flad stenørken med lidt kaktusser, til smukke bjerglandskaber. Og rigtig mange steder har vi mødt godstog som er uendelig lange. Trukket af feks fire lokomotiver. De stønner sig i sneglefart gennem ladskabet med deres tunge last. Mange gange med containere med navne som Mærsk på. 

Og så pludselig dukker Las Vegas op. 

Selvfølgelig står der Trump på et guld hus.

Og kort efter er man lige som i det. Feks er der et springvand ved navn Belaggio, som "danser" til operasang en gang hver halve time. Det er ret fint og ganske harmløst, men det er resten så tilgengæld ikke. 

Alle som kender mig, og måske bare lidt til Las Vegas, har jo for længst gættet, at mig og Vegas er en umulig kombi. Alt og alle larmer. De der uendelige spillehaller bipper og pipper og der strømmer musik og musik og larm ud fra hver en fucking bygning. Mennesker myldrer larmende rundt i stakke. Og så er der påklædning som larmer mere end den virkelige larm. Jeg har jo rigtig svært ved at forstå kvinder i bikini midt på gaden eller i gstreng og top uanset hvordan kroppen er skruet sammen. Formen er mig retvligegyldig, men der bliver bare pludselig for meget larm og hud og kød og røv på ét og samme sted for mig. 

Jeg vidste det udmærket. Mig og Vegas ville ikke blive kærester, og jeg var også et sekund fra at springe byen over, men valgte alligevel en enkelt eftermiddag, aften , nat og morgen. Godt jeg gjorde det. Nu har jeg set det og det er altså fantastisk. Stort, vildt, prangende, dyrt, bling og ovdådigt. Selv brostenene er fake, ligesom nattehimlen inde i Caesers Palads, hvor design shoppene ligger tæt skulder ved skulder. Altkanske skaffes, alt kan købes. Også damer, som der reklameres med på store biler. Ring til xxxxx, så leverer vi damer til døren. Arhhhh den galej er jo ikke lige mig og mit kvinde/menneskesyn, selv om damerne på plakaterne ser vældig glade og servile ud. 

Til gengæld var loftet virkelig smukt over hvor jeg sad og indtog min aftensmad og et glas kølig rosé, men jeg gloede skamløst på folk. Og tro mig, der var nok at glo på. 

Og jo det passer faktisk når jeg skriver, at jeg er glad for at have været her. Jeg kunne i min vildeste fantasi aldrig forestillet mig farten og suset, larmen og energien uden selv at have mærket den. Jeg forstår til fulde, at nogen bliver grebet og forelsket. Bare ikke mig, men det siger jo lige så meget om mig som om Vegas.