Men de sidste fem år, er også løbet virkelig stærkt. Facebook mindede mig i morges om, at det i dag, er fem år siden, ar "Den lille" blev student. Den dag, hvor jeg stod med huen, som den stole mor som havde fået æren af, at sætte huen på drengens hoved. Jeg holdt en lille tale, men valgte i sidste sekund, at give huen videre til hans far, som fik æren. Jeg mistede intet, men fik en ekstra oplevelse.
På de fem år er der sket virkelig meget i en stor drengs liv. Han er blevet en voksen ung mand, med fælles egen lejlighed med kæresten. Med afslutning af første år på kandidatuddannelsen. Med et meningsfuldt fritidsjob, som virkelig giver point på menneskeligheds kontoen. Tænk at fem år løber gennem vores liv så forbandet hurtigt. En klar påmindelse om, at livet er lige her og nu og hvis vi vil noget med det, er det om at stige på og holde fast. Tiden står ikke stille.
Sådan helt konkret, sidder jeg lige nu, og arbejder på en jobside på facebook. En side, hvor jeg vil skrive om stort og småt af faglig karakter. Tanker eller idéer, tips og fif, stort som småt. Planen er også små videoer. Den første ligger klar og er annonceret. Et interview som jeg faktisk er rigtig godt tilfreds med, men shit hvor er det lige grænseoverskridende at smide det op. Skal, skal ikke. Jante følger mig tæt i hælene. Er jeg nu lige klog nok, pæn nok og kan folk holde den stemme ud? For pokker da, hvor ligner og lyder de fleste af os, nemlig slet ikke den lyd og det billede, som vi inde i vores hoved har af os selv. Den video er klart 100% mere skræmmende end en eksamen på torsdag. Det her føles som liv eller død. Og helt cool spørger jeg mig selv, hvad kan der ske? Og hvad er det værste som kan ske?
Hmmm vel ikke rigtig noget! Nå men jeg skal helt sikkert lige noget andet først.,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar