En lille bid ferie.

Hjemme igen, efter tre dage i Amsterdam. Med i baggagen havde vi ældste sønnen og det store barnebarn. En femtenårig, som skulle opleve min yndlingsby. En by som er spækket med oplevelser, sjove gader, kanaler, caféer med både det ene og det andet og et hav af venlige mennesker. 

Her er både de meget snorlige og de vildt skæve eksistenser. Her er plads til de fleste midt mellem hinanden. Vi nåede ikke de ting vi ville, da regnen vandt over vores iver efter at cykle langt ud af byen. Men så oplevede vi bare så meget andet. Jeg har jo været i den by virkelig mange gange, men er aldrig blevet træt af den. Der er hver gang nyt at se, at smage, at undersøge eller tænke over. 

En by hvor underverdenen regerer i lige så høj grad som den legale og synlige. Og vi som turister støtter dem begge i høj grad. Alle vil jo se coffeeshops og Redlight District, men på den måde støtter bi også både menneskehandel og Hells Angels. Det skal man bare lige gøre sig klart. Men det bør man jo nok gøre sig klart i de fleste storbyer. 

Her er underverdenen bare meget synlig og klart en del af turistatraktionen. Også den verden ændrer sig løbende og det er en af de ting som jeg holder øje med. Mit første besøg i byen, var på studierejse som Soc. Pæd studerende, hvor vi besøgte mange af dem, som vidste noget om livet for de mange gadebørn, for de prostitutierede, om hvem som støttede der, hvor det manglende sociale netværk var skrigende synligt. 

Men Amsterdam er lige præcis sammensat af det hele. Du får det hele lige i sylten. På både godt og ondt. Og det kan jeg faktisk godt lide. Så ind til videre forbliver Amsterdam min yndlingsby.