Og sådan kan påske også være.

At overraske sin mand/kæreste med en hemmelig aktivitet. Det gjorde jeg sammen med svigerdatteren i går. Vi inviterede mændene på porcelænscafé i Roskilde. Man booker to timer, hvor man kan male på det porcelæn man udvælger og køber i caféen. 

De gik begge frisk til opgaven. En rigtig hyggelig eftermiddag. Selv om ingen af os sådan på stående fod vil kalde os porcelænsmalere, så blev alle grebet af opgaven. Selv malede jeg et krus. Alle ting kan hentes om en uge, hvor de er glaseret og brændt. 

Et rigtig fint sted. Sødt personale. God information. Afslappet atmosfære. God kaffe. Kan klart anbefales til veninde date. 

Bagefter var vi på byens nye vinbar, hvor endnu en søn stødte til. 

Og aftenen blev rundet af med lækker mad på Store Børs ved havnen 

og en whisky hos sønnen med de mange whiskyflaker. 

Søndagen har jeg nydt med tur til Tisvildeleje med manden. Frisk tur i blæsevejr gennem skoven. En tur ned ad den hyggelige bys hovedstrøg og en kop kaffe med en lille lækker ostetallerken på en lille intim café The Little Café. 

Den påske er blevet vredet og presset godt og grundigt i år. Ud og se trods et virkelig koldt og vinterligt påskevejr. 

I dag er det første april. Nu må foråret da simpelthen være her lige om lidt. Skal jeg tro vejrudsigten kommer der forårstemperaturer i den kommende uge. Det sætter jeg min lid til. Åhhhh hvor vi trænger. 

Dette er Påske for mig.

For nogen er påske noget med religion. Faktisk de mest hellige dage på hele året. Her går man i kirke og fordyber sig i påskens betydning og baggrunden for overhovedet at holde påske. 

For andre betyder påske en sød og gavmild hare, som spreder æg ud over haven. 

For andre betyder det gækkebreve og et påskeæg i den anden ende. 

For mig betyder påske en masse gode fridage, ofte i det smukkeste forårsvejr. 

I år er naturen lidt mere tilbageholdende med solstriberne, men i går var det meget tæt på godt dansk forår. Den slags skal fejres. Jeg skal ud i solen og det kom jeg. På tur med mand og en søn. I zoo uden små børn. Det giver en helt anden zoo oplevelse. Vi bruger nemlig også zoo som en stor dejlig park h or vi kan gå en lang tur. Vi kan snakke om stort og småt. Drikke en økokaffe ved en lille vogn og af og til se på nogle dyr. Præcis som vi lyster. Stille og roligt. 

Senere sad vi på en fransk restaurant og sippede fransk vin og øl. 

Og pludselig kom endu en søn og hans kæreste til og så blev det til Halifax, hvor også vegetaren/veganeren kan være med på burgere. 

For mig er den slags påskedage og lige sådan den slags skal bruges. At det så foregik i lækker sol gjorde bare det hele endnu bedre. 

Påske er så meget. Præcis det som føles rigtigt inde i dig. Hvad der passer til din livsanskuelse. Den ene gør ikke den anden forkert eller dig mere fed end andre. Påske skal for mig ikke være endnu en hellig krig. Nyd dig og dit og lad de andre nyde deres. 

God påske til alle.

Jagen på den genkendelige hæl.

Jeg lærte at strikke strømper/sokker da jeg var 13/14 år. Min elskede Bedstemor fra Jylland var en lille rund kone, som så ud som om, at strikketøj var noget som voksede direkte ud af hendes hænder. Sjældent har jeg set hende uden et strikketøj. Som pige strikkede hun nok sokker til sin far og søskende. Som ung kvinde og i mange år frem, var det tøj til egne tolv børn. 

Hun blev tidligt enke, og ernærede sig derefter som strikker for forskellige firmaer og garnbutikker. I min barndom boede hun i en lille lejlighed oven på Maries lille garnbutik i Thyregod. 

I min barndom var undertrøjer, sweatre og sokker altid strikket af bedstemor. 

Jeg elskede hende og hendes produkter. Kærligheden til Maren forblev, men da strikket undertøj og sokker bestemt ikke var på mode da jeg kom i skole og derfor blev drillet fælt af modeeliten, ønskede jeg brændende at skifte til bomuld og ankelstrømper som var stor mode lige der. Mobning var ikke noget man gjorde noget ved dengang, så det strikkede tøj blev en evig kilde til skam i mange år. 

Nu ville jeg jo elske at klæde mig fra top til tå i Marens fine undertrøjer med musetakker og fine strømper med både huller og snoninger. 

Nå men hvis man var Marens yndling måtte man strikke. Vores mormor syede, så børnebørnene var enten til det ene eller det andet. Jeg elskede Maren. Maren elskede mig og jeg strikkede glad og gerne. Mestrede sokkestrikning da jeg var ca tretten år, men af en eller anden grund, har jeg aldrig knækket koden med hælen. Altså at strikke hæk uden opskrift. Og JO jeg har prøvet. 

Nu tror jeg faktisk den er der. Ved hjæp af By Kaaes hverdagssokke opskrift, hvor jeg helt enkelt har gjort som beskrevet og skiftet garn ved hvert skift, forstod jeg endelig hvad jeg rent faktisk gjorde. Det er det som hedder pædagogik. At finde lige den metode som virker for det enkelte menneske. 

Med kombien By Kaae, hverdagssokker og de nye firkantede pinde i ultra tynd version, skal mit næste projekt være sokkestrik uden opskrift. Imens vil jeg sende de kærligste tanker til min elskede bedstemor Maren fra Thyregod. Hende som gav mig så meget andet end lysten til at strikke og styrken til at klare diverse mobbere. 

Hvem gider gå til gynækolog?

Ingen gætter jeg på. 

Hvem tør lade være? 

Helt sikkert ikke mig. Har selv været der hvor der pludselig var celleforandringer. Ikke værre end det syge område kunne klippes væk, og jeg lever lykkeligt videre med et ufedt minde. Et lille ✔️ud for feltet ER DU DØDELIG? Jeg kender desværre også alt for mange kvinder, som uden særligt varsel var dødsyge af en voldsom cancer i underlivet. Desværre også kvinder som var meget unge. Kvinder som stadig var mødre til alt for små bitte børn. 

Spørger du mig, så SKAL du gå til regelmæssige tjek af dit underliv og celleprøver. Ikke fordi det på nogen måde er fedt at ligge foran et fremmed menneske med benene i vejret og dit blottede underliv lige i øjenhøjde. Men simpelthen fordi det er den eneste måde at få lavet den undersøgelse, og den må simpelthen ikke vige for blufærdigheden. 

Men vi må som kvinder også have lov til, at stå ved vores blufærdighed. Ved vores sårbarhed i situationen. Selv gider jeg ganske enkelt ikke strippe for hvem som helst mere. Jeg gider ikke blive gynækologisk undersøgt af hvem som helst eller hvor som helst. Jeg kræver ganske enkelt en ekspert med rette udstyr hver eneste gang. Mit underliv, mine regler. Basta. Hvem skulle bestemme det andre end mig? Og for hvis skyld? 

Når bilen er i stykker eller bare skal til eftersyn kører jeg den jo ikke ned til skorstensfejeren. 

Når mit underliv skal tjekkes går jeg selvfølgelig også til fagmanden som har det rigtige udstyr. 

En gynækolog har special uddannelsen, erfaringen og detcrette udstyr, som bla en scanner som bruges som standart. Ikke noget med gætterier. Ikke noget med hvad man tror man ser med det blotte øje gennem et lill hul gjort større med kolde tænger. Men ren fakta hvad der vises på skærmen lige her og nu. Udstyr som med det samme måler dine slimhinder tykkelse og kondition, antal af stående æg, organers vinkling, farver og velbefindende. For mig er gynækologer de rette til gynækologiske undersøgelser allerede ved første undersøgelse. Man lægger sig ikke med glæde og h orfor så gøre det flere gange eller for flere forskellige mennesker end højst nødvendigt ? Vi er mennesker, med både kroppe og følelser. Vi er ikke maskiner. Vi har krav på den bedste behandling og omsorg. 

Den slags burde være en selvfølgelighed, men er det desværre stadig langt fra altid. 

Masser af kvinder må stadig finde sig i nedværdigende, ydmygende situationer som vi troede hørte en svunden tid til, hvor aborten var noget vi stjal os til i det skjulte. Med store fatale konsekvenser til følge. 

I morgen er det Kvindernes Internationale Kampdag. Lad retten til kun det bedste valg af gynækolog være et af vores helt selvfølgelige ønsker og krav for alle kvinder. Ung som gammel. Lad os kræve, at ingen kvinde mere skal lægge sig på det gynækologiske leje med følelser som skam og ydmygelse, men som en naturlig omsorgsfuld del af kvindelivet, med retten til respekt og ejerskab hele vejen. 

I går var jeg selv til det årlige tjek hos min elskede gynækolog. En kvinde med faglig stor kompetence, stor omsorg og indlevelse, etik og ligeværdighed i højsæde. 

At hun samtidig bor i de smukkeste omgivelser højner kun oplevelsen. Lige midt i den smukkeste natur ved Vallø,slot. Lækker indretning, smukke omgivelser, god stemning, nærværende personale og en smuk og dejlig læge. Personligt har jeg fundet min yndling. Det tog mange år og er desværre stadig ikke en selvfølge for alle kvinder. Den ret syntes jeg vi sammen skal kæmpe for. 

På vej.

Jeg er stadig på vej. På vej tilbage fra influenzahelvedet som satte mig totalt tilbage. Denne influenza kan simpelthen ikke sammenlignes med nogen tidligere influenza. Den her suger nærmest livet ud af dig og det tager tid at opbygge sig selv fra ny igen kan jeg betro. 

Jeg er dog nu på vej. Skal have min første arbejdsdag i dag efter fjorten dages underdrejning. Og min første undervisning i en måned. Jeg var til yoga i går. Blid Hatha som dog gav åndenød og hjertebanken. 

Søndag var jeg på og klar. Hafla i Køge blev en kæmpe succes. Åhhhh jeg var spændt. Kunne jeg levere et arrangement som overraskede publikum? Kunne jeg honorere dansernes forventninger? Kunne mit sted skabe gode nok rammer? Kunne jeg styre sådan et arrangement så alt gik glat for alle? Kunne jeg lave et tætpakket program og holde en tidsplan? Og JA det kunne jeg. Energien var høj hos både publikum og dansere. Publikum sad med salige smil i to timer og lod sig rive med af de dygtige dansere og den lækre musik. Danserne var dygtige, velforberedte og ivrige for at alt skulle køre glat, så alle gav hvad de havde og viste overskud og omsorg for hinanden og arrangementet. 

Lige sådan jeg havde ønsket og håbet, men bestemt ikke turde regne med. 

Bagefter var jeg høj af glæde og klar på at arrangere Hafla i Køge igen om et halvt års tid. 

Var du ikke med denne gang, kan jeg på det varmeste anbefale at du napper en billet næste gang. Det var et brag af et show med store roser fra publikum, som jo faktisk heller ikke vidste hvad de gik ind til inden. 

Optur.

Jeg er på vej ud af det sorte sygdomhul. På vej mod lyset. Folder mig langsom ud, som de tulipaner som har stået og strålet mens jeg havde det værst.

I dag er jeg ude af sengen og klædt på i almindeligt tøj. Jeg har øvet et par danse, omend på vaklende svage ben. Danse som skal være klar til min Hafla på danseskolen på søndag. En fest, hvor en masse dygtige dansere kommer op optræder. Et sted hvor publikum kan se hvor mangfoldig den orientalske dans er og måske skabe sig selv nye mål, hvis man i forvejen er danser. Hvis du vil med kan du læse om det på Køge's Mavedanserskoles side på facebook. En flad halvtredser for to timer spækket med fed underholdning Inc en kop kaffe eller the. Lokke, lokke, jeg siger det bare. Det er underholdning for hele familien. Børn plejer at elske det. Men husk tilmelding. Hop lige over og læs mere. 

I dag skal også være dagen, hvor jeg for første gang i over en uge skal ud at gå en tur. Ud at røre den slatne krop. Ud at samle energi. Ud at få lidt luft i kinderne. Men jeg ved at det er koldt. Selv katten er krøbet ind og sover snorkene dagen væk. 

Status.

Her har jeg været.........som i fem dage i helvede. 

Ok der findes værre sygdomme og ulykker end influenza. Men for den som er i det er det en gyselig omgang. Pludselig stod det mig klart, at det er ret længe siden at jeg sådan rigtig har været syg. Og tusind tak for det. Men det har jeg så været nu. Mine bedste tanker og ønsker til alle jer andre som også ligger, for det siges at vi er mange. 

En ting er sygdommen som raser, feberen som tager dig på lange rejser mange gange i døgnet, men en anden ting er samvittigheden. Uhhhh den har jeg svært ved at slippe. 

Jeg er selvstændig. Elsker mit job. Elsker mine klienter og danse elever. Brænder for det jeg kan og mine mål. Så at tage en beslutning om i den samme uge, at skulle aflyse adskillige klienter, en Baby Workshop og to hold danse elever den var svær. 

Jeg hader at skuffe andre mennesker. Ikke bare sådan at skuffe lidt i hverdagen som vi alle jo kommer til, men at skuffe mennesker som virkelig har glædet sig yil min hjælp til deres plagede baby eller den forbandede hovedpine eller hvad man nu døjer med. Eller at skuffe danseglade kvinder, som har glædet sig til at lære nyt, at nyde deres frirum, at stresse af og give sig hen, at få rørt sig med dans og alt det man nu har af forventninger. Alt det lægger jeg ned når jeg lægger mig selv ned. 

Mine egne dansetimer og yoga måtte også aflyses. Der hvor jeg slipper luft ud af ventilen, lader op, lærer nyt, er i centrum. 

Ok, alle klarer sig selvfølgelig fint uden mig i en uge. Vigtigere tror jeg ikke at jeg er. Det er bare min ild som brænder for både andre og egne sager, som er svær at stille i bero en hel lang uge. 

Men også den øvelse er jo vigtig og lærerig. Influenza giver også en mulighed for bare at slippe alt og stresse af i de dybeste lag. Bla feberen sørger helt automatisk for at det sker, mens immunsystemet faktisk styrkes af en omgang indre krig mellem blodlegmerne. 

Efter en influenza af denne kaliber kommer nok et par dages healing, hvor blusset er lavt, men man dog kan være i oprejst stilling, tænke tanker og deltage lidt i det sociale liv. 

Jeg havde store forventninger til dagen i dag. At det skulle være dagen, hvor jeg glad og frisk sprang ud af sengen og påbegyndte livet igen. Det blev det så ikke. Men måske vil jeg satse højt og prøve at bevæge mig lidt rundt i huset og se om benene kan bære efterhånden. 

Finder jeg på vejen rundt et mirakel, skal jeg i morgen til fest med en ordentlig flok mavedansere og oven i købet selv optræde. Dukker miraklet ikke op, må jeg tilbage til sengen. Jeg har dog altid troet på mirakler, så hvorfor stoppe nu?