torsdag den 15. april 2010

En lang begivenhedsrig dag

At nusse lidt i haven, rydde op, dekorere og arrangere er der desværre ikke blevet tid til endnu. Foruden arbejdet, har jeg 1000 projekter igang lige nu, som alle kræver min tid, 1000 skønne projekter, men alt kræver jo tid og tid mangler jeg bare altid.
Et lille besøg med kameraet blev det til i dag der ude. Dem kan jeg se lidt på de næste dage hvor jeg skal være i Ribe. Der er der også en lille have, et barnebarn og gode venner og lige et blogtræf som skal passes. Jeg skal huske mig selv på, at være til stede, ikke bare fysisk, men med min opmærksomhed, med min energi og med mit hjerte. Virkelig se og virkelig føle. Det er vigtigt. Ja og nyde og ikke kun yde.
I dag var jeg hos min alternative kiropraktor i Præstø. Bare køreturen der til, er en healende oplevelse. Præstø fjord er noget af det smukkeste man kan se på, ikke mindst i solskin.
Aftenen er igen tilbragt med de skønne kvinder i Lunas Univers. Afspænding, mave og ryg, mavedansøvelser, bækkenbund, meditationsøvelser og til sidst en lille portion energi til maven og en kop ingefærte. Skønne kvinder som knokler på, er åbne for mine nyeste ideèr. Vi snakker, griner, går ind i os selv, tænker og mærker, slapper af og lader op og kommer i det hele taget ganske vidt omkring. Jeg bliver glad og fyldt op af deres gejst og velvilje og gider godt at finde på endnu engang.
I morgen skal en del af min dag tilbringes i bilen. Jeg tager til Ribe og bliver der til tirsdag. Jeg skal holde fødselsdag med dem som ikke deltog på dagen, ordne min lille gårdhave og byde foråret velkommen der, gøre lidt rent, men også løbe, øve dans, spise sundt og øve øvelser til Lunas Univers, strikke og læse og.....................Huske at være tilstede og nyde og mærke og føle. I forstår godt hvad jeg prøver at sige ik`?
En lille engel fik jeg i gave i aften, af en af de dejlige kvinder. Hende (altså englen) vil jeg tage med mig til Ribe. Hun indeholder lige det som jeg har brug for lige nu, er jeg ganske sikker på. Engle spreder altid den dejligste energi. Prøv det selv. Derfor hedder min klinik Englegården og det navn har jeg aldrig fortrudt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar