søndag den 23. april 2017

Kreativ søndag.

Olga kom tidligt for at lave gaver til hendes mor, som snart har fødselsdag. Der blev malet og dekoreret med glimmer. Fine ophæng blev det til. 



Søndag eftermiddag blev vi underholdt af skønne Cirkus Baldoni som er på tur rundt i landet. Fantastisk cirkus i børnehøjde. De små kan være med og de voksne morer sig ægte sammen med børnene. Den slags cirkus elsker jeg. Der hvor der både er hjerte og glimt i øjet. Alle kan følge med uden at der bliver talt hverken ned eller hen over hovedet på nogen. 
Vi havde en af teltets bedste pladser, som også er pladserne i skudlinien og selvfølgelig blev jeg genstand for en af de sjove kunstneres kærlighed, hvilket Olga morede sig ret godt over. De der små cirkus gør det virkelig godt. Var også afsted ved juletid med samme gode resultat. Kan varmt anbefale at opsøge det lille cirkus når det er i din nærhed i den kommende tid. 



Efter forestillingen gav Olgas mor lækker mad og Olga optrådte i sin trapez



Men lillesøster gav et nummer til hest


Sådan kan en søndag blive ret lækker og underholdende i det dejligste selskab. 

lørdag den 22. april 2017

En lang danselørdag.

Jeg har tilbragt størstedelen af min lørdag i Søborg. Jeg har været til afdansningsbal. Orientalsk Danse Unions årlige afdansningsbal. I år var det så på Sjælland. Stedet hvor elever fra hele landet kommer og træder op. Nogen med mangeårig erfaring, andre næsten lige begyndt. De er modige. Glæden til dansen er større end frygten. Heldigvis, så vi andre kan få fornøjelsen af, at følge dem på deres rejse. 
Ingen billeder i kameraet, da det netop er et sted for elever, hvilket kræver fuld tryghed og tro på, at man ikke pludselig dukker frem på de sociale medier uden eget ønske. Respekt for det. Men luk øjnene og se for dig en masse farver, smukke slør gennem luften, perler, glimmer og pailetter. Festligt må jeg sige. Men ok, fire timer på en stol er også lang tid, så jeg må indrømme at jeg er træt og resten af min lørdag bliver med en bog eller strikketøj. 
I morgen er atter en dag og den bliver ikke mindre farverig kan jeg allerede betro. 

onsdag den 19. april 2017

Om noget af det sværeste i livet.

Jeg støder hele tiden ind i problematikken. Både i mit eget liv og i min klinik. Det som skulle være så enkelt og naturligt, er for mange af os så hamrende svært. For nogle nærmest invaliderende og dybt traumatisk. 
Vi er alle født præcis til at være unikke og specielle. Derefter lærer vi næsten alle, på mange forskellige måder og planer, at være alt andet end os selv. Vi lærer at tilpasse os normal og flokken. Smart og godt langt hen ad vejen, men for mange af os også på en måde, så vi ikke længere tør at stå ved os selv. Vi holder op med at larme, grine så højt som vi gjorde, danse så frit som vi elskede, stå ved de tanker og følelser som gjorde os unikke. Pludselig blev det farligt at skille sig ud. At levere det unikke til gruppen. Det som vi hver især gør os specielle og uundværlige i fællesskabet. Det som vi andre kunne lære af. På godt og ondt. Det som vi andre kunne vokse af. Pludselig går vi alle den sikre vej. Der hvor ingen skiller sig ud, stikker af og tør satse. Den sikre vej er desværre også den vej hvor vi alle bliver ens. Bliver en homogen masse. En flok hvor alle gør det samme og ingen i virkeligheden rigtig lærer noget nyt og ingen virkelig vokser så de er ved at sprænges. For der hvor vi lærer noget af betydning af hinanden og der hvor vi alle kan vokse, er også der hvor der satses. Der hvor vi tør dumme os, fejle og stille dumme spørgsmål. Altså dem flokken har vedtaget er dumme, men som i virkeligheden et dem som giver stof til eftertanke. 
Når vi tør være solidariske, large og rummelige kan vi så meget støtte hinanden og fremme alles vækst. Når vi ikke tør, holder vi sammen hinanden nede og tilbage. 
Hvem er vi, tja det er vel os alle. Både mig og dig.
Vi kan hver især og sammen udrette og ændre en masse. Vi behøver hverken en ny regering eller en ny loge for at ændre stilen. Vi kan hver især starte med selv at ændre os og vores tilgang til andre. Groft sagt, at finde rummeligheden frem. At åbne os overfor hvad vi kan lære andre og lære af andre. 
Tør du? Tør jeg? Lad se. 


mandag den 17. april 2017

Så stor blev hun pludselig.

Godt nok er seksten år drønet af sted siden lille Izabel blev født. Mit første barnebarn. Den dejligste pige fra RIbe. Nu er hun ikke bare seksten år. Snart færdig med folkeskolen og klar med sin uddannelsesplan for de næste fire år. Nu er hun også blevet sådan én, som kommer på besøg hos den sjællandske familie med sin kæreste. I går var det os som fik æren. Vi tromlede onklerne sammen og drog i Tivoli. Og den seksten årige var bestemt ikke vokset fra at drøne hurtigt rundt i luften. Den slags har hun elsket fra hun var ganske lille og hun griner og skriger stadig med stor lyst når hun gang på gang entrerer Dæmonen eller Det Gyldne Tårn. 





Nu er de draget hjem til Jylland igen. Påsken er ved at være slut og Izabel er igang med sit nye job som ismutter. Tiden haster afsted, vi andre prøver at følge med så godt vi kan. Om ti dage ser jeg hende igen når vi skal fejre hendes søsters konfirmation. 
Den sidste  påskedag brugte jeg selv på et par klienter, en lang frisk gåtur og afslutning af de første strikkede vanter siden jeg strikkede de første da jeg var tretten år. Tommelfinger koden skulle lige knækkes. Nu tror jeg at jeg kan den på slump, så nu må jeg videre og få lidt øvelse i fingrene. 


De første er i en lidt tynd uld. Måske fine som efterårets første vanter. De næste skal være mere vinter agtige. Den tykkere uld er fundet frem. Sokker og vanter er små nemme strikke projekter. Nemme at have med på rejsen, altid klar til en enkelt pind når man lige venter et eller andet sted. 

fredag den 14. april 2017

Så er foråret indviet.

Vi tog på tur til Tisvildeleje. Sådan en tur som bare må til min en gang om året. Den fedeste sommer by, som sagtens kan besøges i påsken, hvor den lille by sparkes sæsonen igang. 
En ny lille fin café var kommet til på hovedgaden. The little café hed den. Der spiste vi ostetallerkener til slut på dagen. Lille men meget fint sted, med god charme, stil og skøn betjening. 
Ellers var det jo i høj grad Rastablanche jeg kom for at tjekke ud. Butikken ejes af Christina Legéne, som bruger en stor del af året på at rejse bla til Indien, hvor hun køber ind til butikken og får producerer hende fantastiske plasttæpper. Hun syr også det meste af butikkens tøj selv. Sjovt, farverigt og gladilåget design. Denne gang måtte jeg have en stråhat og en af hendes farverige nederdele med hjem. Men også gaver kom med hjem i posen. 











På vejen faldt vi over søde akelejer og krydderurter, så vi kom på ingen måder tomhændede hjem. 
Håret blev blæst igennem på en lang gåtur ved både skov og strand og solen lod Dvitaminer drysser ned over os. April er både sol, regn og blæst. Det er helt normalt og sådan april er. I går havde vi blæst, men masser af sol trods varsler om masser af regn og sågar slud. 
April giver dog masser af sollys til min små spirer, som jeg netop i dag har priklet flere af om. De vokser og tager form og det er lige nu, at jeg skal være over dem hele tiden med ny jord, vand og at dreje de små nikkende blade hele tiden, så de ikke vokser sig skræve. 

mandag den 10. april 2017

Fødselsdags dag.

En hel lang dejlig dag blev jeg fejret i søndags. Faktisk startede løjerne allerede lørdag, hvor jeg var ude at spise med "De Små". Søndag havde jeg inviteret ni dejlige damer og en enkelt lille lækker fyr til brunch. Alle hyggede dagen lang. Der blev sunget fødselsdagssang og overrakt de dejligste gaver. Jeg hører mange voksne som siger, at de ikke fejrer fødselsdag mere. Den holdning får jeg vist aldrig. Lige det med at blive ældre har jeg det mere stramt med, men dog ikke mere, end jeg til hver en tid inviterer og elsker at blive fejret. Jeg glæder mig stadig barnligt og ægte op til dagen, elsker at blive vækket med sang og morgenmad og hygger mig over alt hvad der der efter kan fylde en dejlig dag. 
De her damer er vidt forskellige samtidig med, at de passer fantastisk godt sammen. De falder i gode snakke så snart de er sammen. Snakken går helt ubesværet om bordet. Den slags mennesker elsker jeg at omgive mig med. De både yder og nyder i gruppen, så der hele tiden er energi og nysgerrighed i vores samtaler. Nysgerrighed, interesse og respekt tror jeg er kodeordet. Alle vil mig, dagen og hinanden. Sådan går en skøn dag alt for hurtigt. 

Gaverne var et skønt mix af selvforkælelse, kreativitet, Home made og aktivitet. De kender mig godt de damer. De ved hvad jeg kan lide. Og de er rigtig gode til det. 




fredag den 7. april 2017

Livet som kænguru.

Syge børn hører til tiden med småbørn. I dag skulle jeg have været til hyggedag i dagplejen, men endte  på min sofa som kænguru. Sammen med en pige som i alt har drukket en smule vand og intet spist endnu i dag. Jeg har set breaking news non stop, da det er hvad jeg kan lave med en halvanden årig oven på mig. Hun sover det meste af tiden. Når hun endelig er vågen ligger hun bare stille og kigger. 
Igen bliver jeg forundret over kroppens gemte viden. Hvordan et barn selv stimulerer de punkter på kroppen som giver balance, ro, stilner kløe. Hun gør det bare helt naturligt og instinktivt.kroppen er genial og kender til hvordan man styrker kroppens egne ressourcer. 
Heldigvis kan børn lige så pludseligt blive raske som de kan blive syge. Men overvej lige hvor meget de faktisk arbejder på at helbrede sig selv.