Familie relationer/familie reflektioner.

KÆRMINDESØSTER!




LILLE STELLA. ca 2.5 år.

Først var der mine tanker omkring Lunas Univers, så kom kvindernes internationale kampdag, dernæst min fødselsdag med en masse kvinder på besøg, et dejligt blogtræf i Silkeborg og i aften igen Lunas Univers.

Nu må jeg bare til tasterne. Dette handler ABSOLUT ikke om en klage over min familie, mine forældrer eller mine søskende, men om de reflektioner jeg har gjort i gennem livet.

I min familie, sikkert også i mange andres, måske i min generation, jeg ved det ikke og vil bare tale om mig selv og ud fra egne oplevelser, skal man ikke "tro at man er noget" eller at "man er mere end andre" eller "vise sig" eller "skabe sig" eller "være glad for sig selv".

Det lærte jeg at leve med, men bagefter må jeg undres over HVORFOR? Vi er da netop alle sammen hver især unikke individer, ikke to er ens, hverken inde i eller uden på, hvis vi var kunne vi jo ikke lære af hinanden, trøste og hjælpe hinanden, for så var vi jo alle lige kloge på alt og ingen var mere vidende eller erfaren end andre. Hmm en meget mærkelig og nedslående tanke. Hvor skal man ikke vise sig? Vise alle hvem og hvad man er, vise hvad man kan og hvad man ved, så længe man ikke skader andre med det? Hvorfor må man ikke tro at man er NOGET, jeg er da MIG og det er der da i hvert tilfælde INGEN andre der er, har været eller bliver, så det må da i den grad siges at være specielt.

Jeg er desuden begavet med 5 ÆLDRE søskende. Ud af en flok på 6 er jeg "den lille" "den forkælede" "den som altid skal vise sig og skabe sig og tro hun er noget og altid være anderledes og speciel og på tværs. Er der aldrig nogen som har tænkt på hvorfor? Når man er den sjete, er ALT set, beundret, hørt, oplevet, grinet af, klappet af osv min fem gange før, så hvis du vil ses, høres, bemærkes overhovedet, skal du virkelig være original, familiens klovn, den som satser det hele og optræder for åben skærm, være på og parat og gribe mulighederne når de er der. Rollerne får vi og vi tager dem og desværre er det de færreste der er villige til, at lægge dem fra sig igen. En dag er vi jo voksne og kan hvis vi vil og tør og griber muligheden, blive ligeværdige med og modspillere, måske hinandens bedste venner sågar, men kun hvis vi tør smide vores gamle trygge rolle, som holder os alle fast og holder så mange af os tilbage og nede. Rollerne giver os ikke plads til at udvikle os hver især og sammen, men holder os fast med nogle bånd som i mange tilfælde ender med, at blive alt for snærende og ubehagelige/umulige at leve med.

Det synes jeg er rigtig synd for rigtig mange af os.

Omvendt oplever jeg mere og mere varme, fællesskab, tryghed, kærlighed, oprigtig interesse og villen hinanden ALT det ALLER BEDSTE, i blandt mine venner og nej det er ikke noget som har med alderen at gøre, for jeg har tætte venner og af begge køn i mange forskellige aldre. Mine venner er meget forskellige personligheder med meget forskellige livsstil, interesser, politisk overbevisning, økonomi, uddannelser etc etc, men altid oplever jeg varmen og viljen fra alle. Viljen til at vores samvær skal blive godt og givende for alle, respekten for vores forskelligheder, åbenhed og nysgerrighed. Efter en dag med de mennesker er jeg altid fyldt op af kærlighed, humor, positiv energi, gode råd, varme knus, oprigtige følelser, velvilje, ros, annerkendelse, respekt og altid en følelse af, at JEG er elsket og en`som andre gerne vil være sammen med af ren og skær lyst og ikke ønsker at ændre på.

En masse tanker som har fyldt mig på det seneste. Bloggen gav mig mulighed for at komme af med dem. Tag vel imod. Håber det også vil sætte noget igang hos mine læsere.