Oven på den lange kursus dag, trængte jeg bare til luft. Jeg er godt nok træt og har lyst til at slappe af, men en hovedpine lurede lige om hjørnet. Lidt frisk luft var vist lige hvad der skulle til.
De mange små sommerblomster var efterhånden også kommet fint frem og kunne klare en udplantning.
Nogen i bede og andre skal lige have lidt mere spædbarnspleje i krukker.
Der var bla en masse Lathyrus i forskellige farver og med duft. Dem sår jeg HVERT år, for dem elsker jeg aller mest af alle sommerblomster. Tallerkensmækkere var der også en del af og søde Zinia.
Det var dog lidt af en kamp, at finde en bar plet jord. jeg har jo bunddække i snart hele haven. dejligt til at holde ukrudtet nede med, men ikke smart, når man lige skal finde en lille bar plet.
Luxusproblemer.
Hold da også lige op, hvor er min lille have bare totalt frodig lige nu. den bugner af grønt og noget udsprunget, samt en masse som vil springe lige om snart. En dejlig tid. Også ukrudtet er villigt voksende. Jeg tager det jeg møder på min vej og når der er lidt ledig tid, men jeg gider altså ikke være sur på det, eller spilde min tid med det og da slet ikke at få stress over det. Når man har en frodig have er der også plads til det skæve og for nogen "forbudte". Jeg vil nyde min have og ikke ærgres. Kaffen og maden i det fri, smager altså lige dejligt trods mælkebøtter hist og her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar