Hold da op for en dag i går. Jeg havde massevis af planer og skulle jo bla afsted til Ribe.
Så blev min ældste søn mere syg, lægen var bekymret for hans infektion og nu problemer med højre nyre, så han skulle indlægges.
Vi mødte op kl 11.30 og kl 18.30 var han indlagt og kunne komme på en afdeling og for første gang i hele forløbet spurgt, om han ville have noget at spise/drikke. Jeg blev naturligvis hos ham og hentede da også en ostemad og en kop kaffe, men det er jo ikke alle som har mor med.
Dagholdet havde susende travlt, kontaktede os af og til, undskyldte osv, men efter vagtskifte kl 15, skal jeg da også love for et helt og aldeles humørskifte. Travlheden var væk, men med den også den gode og venlige stemning. Meget mærkeligt at iagtage.
Heldigvis var jeg der, min søn kan klare sig selv, ingen var dødsyge her og der skete jo ikke den store skade om vi sad her eller der, men ikke rart for dem som ligger alene, har kraftige smerter, ikke selv kan hente noget at spise/drikke, er bange etc.
Tja, endnu et studie i hvordan man så forskelligt tackler tingene, hvilke signaler man udsender og hvad man lægger vægt på.
Sønnen har det i øvrigt godt, og kan vist forlade RASK allerede i dag, efter god og venlig behandling på med.afdeling, som også var noget utilfredse med modtagelsens mangel på opmærksomhed.
Tja, det er såmænd så lidt der skal til i virkeligheden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar