Verden blev fattigere.

På vores tur i Ribelund i går, en stor institution/boliger for personer med vidtgående psykisk og/eller fysisk handicap (sådan SKULLE man sige da jeg gik på semi), med en masse skøn udenoms plads, skov, gartneri og dyrehold, besøgte Izabel og jeg jo naturligvis hestene. To dejlige heste, som Ribelund bruger til handicapridning i skoven. Hestene er vokset op sammen og er nu 22 år. Rigtig dejlige klappe og nusse heste. den ene hest lå meget mystisk hen og selv mit ringe kendskab til hestes forskellige stillinger, kunne jeg tydeligt se, at her var der vist noget galt. Vi fik kontakt til en ansat, som havde haft dyrelægen på besøg to gange allerede og nu var grænsen nået. Han ringede til dyrelægen igen og inden for en time, ville hesten blive aflivet. I virkeligheden er det vel ikke værre når en hest dør end når en mus gør det, men der er nu noget særlig tungt over at se så stort et dyr ligge lidende og på sit yderste. Tunge om hjertet tog vi afsked og forlod hesten. Den havde i øvrigt spist jord og stod ikke til at redde.
Nu håber alle, at den anden hest klarer sørgetiden med livet i behold og vil tage imod en ny ven med posetivt sind.

Et rigtig trist syn.

Den anden fik lige en skive brød ekstra.