Post Danmark

Nu har det kedelige væsen, igen vist deres mangel på evner udi kunsten at klare den opgave, som de ellers tager sig så rigeligt betalt for. Nu må jeg vel bare se i øjnene, at min nye yndling og et par seriøst ventede og efterstræbte viklearmbånd fra min søde og hårdtarbejdende Nieces kreative hånd, bare er havnet i ingenmandsland/postvæsenets julefrokost goodieskasse/blevet til en uærlig postmands gave til lillemor, eller hvad fanden ved jeg og hvad skal jeg tro. Efter vel snart fjorten dages tålmodig venten, kaster jeg opgivende og udmattet et slidt og gennem tårevædet håndklæde i gulvet med et hult klask. Jeg giver op. Jeg har mistet troen på både min gode pakke og en stor del af menneskeheden, i hver tilfælde den del, som pryder sig med røde jakker og posthorn emblem. Det var det sidste knæk. Slaget lige i skridtet og dråben som fik det hårdt prøvede bæger til at flyde ud over alle bredder. Verden bliver aldrig den samme efter denne øjen åbner. Stol aldrig på andre end (højst) dig selv, når der er tale om de helt dyrebare skattes fragt gennem landet. Næste gang henter jeg skatten selv, eller lokker Niecen med delikatesser som belønning. Håber hun snart får tid til at sy en ny yndling til mine kort. PLEACE!
Forsinket kom der dog så meget hul gennem til samme væsen  i dag, at mit stærkt ventede garn fra Tanterne i Odense  entrerede min bolig. En hel kasse fyldt med HAVBLIK ramte mig. En hæklenål af de ergonomiske og lækre og en lille bog spækket med opskrifter til baby. Garnet skal bruges som aflastning når det nuværende tæppe strikkeri bliver for tungt til mine plagede arme. Der skal hækles firkanter, både små og store til endnu et tæppe til en baby. Babyer kræver tæpper gør de, forskellige af slagsen og det skal de få.