Nu med officielt navn.

Spørg lige om jeg var klar i går. Alt var klart ned i den mindste micro detalje. Gaverne var lagt frem, kameraet var ladet op, talen og min personlige gave lå særskilt i tasken og for en sikkerheds skyld, øvede jeg navnet op til flere gange Olga Gütz Sloth. Jeg stavede det endda for babymoderen fredag, bare sådan for hyggens skyld og hun var også tilfreds og stolt med min formåen. Man kan aldrig blive for forsigtig, så jeg skrev da også lige navnet i hånden. I våbenhuset jokede præsten lige med et friskt "Hvad skal barnet hedde?" og jeg pludrede det smukke navn og viste lige, at det skam også stod i hånden. Det grinede vi meget af den sommer morgen og alle mente bare at jeg var så forberedt som nogen Gudmor nogensinde før havde været. Alt det andet er jo bare at svare på trosbekendelsen, som jeg faktisk kan udenad, så bortset fra en tynget højrearm, af en buttet sovende pige, som bare lå¨og så så from ud som den helligste jomfru, havde jeg ingen bekymringer.
Olga lyttede benovet med, da præsten spurgte Gudmodern"hvad er barnets navn"? Og jeg leverede på smukkeste vis, med høj og klar røst Olga Gütz Sloth.
Så blev der protesteret!
Nu gad Babyens forældre pludselig godt lige oplyse om, at baby ikke skulle hedde Sloth men Hjorth!
Hvad????????Hvorfor fanden var der ingen der havde fortalt mig det? Hvorfor havde jeg aldrig hørt at de sagde Hjorth, og hvorfor havde de aldrig hørt at jeg sagde Sloth??????
At én har mega ammehjerne, kan vel ikke forklare at vi andre ikke hører efter?
Det var sku en spøjs oplevelse. Vi grinede og det gjorde alle andre da også, efterhånden som det gik op for dem, at jeg ikke havde til sinds at levere kvajebajer som forlangt, før jeg selv modtog én. Jeg havde altså ikke glemt navnet i farten, bare blevet misinformeret/misforstået/ikke hørt.
Det gode her var jo, at jeg nu har det første stof til konfirmationstalen. Til den tid skal det nok også med, at ammehjernen havde sendt indbydelser ud, med adressen på det sted hvor selskabet skulle spise brunch efter kirken, inden man liiiige sikre, at man rent faktisk har en aftale med restauranten. Vi fik til gengæld brunch på en anden restaurant som ligger meget bedre. Lige midt på lystbådehavnen, med den smukkeste udsigt. Vi fik dejligt vejr. Vi fik hygge for alle pengene. vi fik hørt min tale, som indeholdt mine bedste ønsker for lille dejlige Olga og hendes fremtid, som jeg håber jeg i mange år (resten af mit liv) må være en stor og naturlig del af. Vi fik set mine hænder som rystede af nervøsitet og vi fik set det armbånd med lille plade, hvor jeg havde fået indgraveret mit eget tegnede Tro Håb og Kærlighed. Vi fik set og følt Olgas forældres store kærlighed til deres lille unge og til hinanden og vi fik hørt den enes gribende tale, som flød lige fra hjertet, handlede om den kærlighed hun fik og den hun følte OG vi fik set hende gå ned på knæ OG (gåsehud, klump i halsen og dirrende tårekanal) fri til den kvinde som hun elsker OG vi fik hørt, at JA de skal giftes og JA den adspurgte græd og JA det var der mange andre som også gjorde og JA det var den dejligste dag vi længe har haft og JA Olga smiler nu bevidst (sommetider) når hun ser mig og JA det river næsten mit hjerte i tusind små bitte stumper af stolthed og glæde og JA jeg er så fyldt af de lækre kvinders kærlighed og glæde, at jeg er lige ved at smelte. Min taknemmelighed over, at være den de valgte til det de gjorde er så stor. Det var ikke "bare" noget jeg gjorde for hyggens skyld, for jeg ved, at især for den ene, var jeg valgt med store følelser i spil og store tanker bag og jeg tror, at den anden har mærket hvorfor og det glæder mig meget.