Så bliver det ikke bedre.

Undskyld forsinkelsen, men jeg havde lige 1000000000 ting som skulle klares på en sølle dags timer.
I går var jeg jo på Rigshospitalet, for at høre én af niecerne forsvare sit speciale. Hele 2x45 minutter skulle det lille pus være på. Hun fremlagde sit værk i første runde. Klart og præcist og enormt overskudsagtigt (udad til) på en måde, så menigmand/moster faktisk også fik en fornemmelse af hvad der ca blev snakket om. Jeg var stum af stolthed. Personligt ville jeg aldrig magte at jonglere så hjemmevant med så mange fremmedord og faglige ord og begreber, tal og resultater, som niecen med største selvfølgelighed slyngede ud i lokalet. Hun havde helt selv fundet frem til ting og sager, gennem adskillige studier af små bitte macro ting, som har svømmet rundt i fostervand og moderkager. Efter de mange ord, gik ekspertpanelet igang med spørgerunden og lige der, var jeg endnu gladere for, at det ikke var min tur til, at sidde i den stol, hvor fra man venter et kvalificeret svar. Jeg gennemlevede i korte glimt, min egen tid i den varme stol og priste mig lykkelig for, at det ikke var min tur igen.
Som altid, når der er følelser på spil, sidder man som familie/pårørende og lever sig med, holder vejret, sveder og ønsker så meget, at man ikke kan tænke klart.
Endelig kom øjeblikket, hvor firebanden trak sig tilbage for at votere og oh skræk, kom lyn hurtigt tilbage. Så blev der stille. Død stille.
Tillykke, blev der sagt, du har bestået med et tolvtal.
Er du da så lige færdig. Min lille niece blev cand. scient i micro(eller macro) biologi og hun fik sku 12.
12, altså 12 i ved, det højeste tal man kan få og sådan. 12 som i rigtig rigtig klog og dygtig og flittig. 12 som giver direkte adgang til et stort tillykke og næse grus beundring fra sin moster. Og nej, hun er ikke engang en underlig nørd, som sidder uafbrudt på sit studerekammer og læser og mikroskoperer. Hun er faktisk sådan helt almindelig, skide sjov og rigtig meget festlig.