onsdag den 30. november 2011

Den globale boomerang.

Eller som man råber i vinden får man svar
Eller man får det man sender ud
Eller..............................................
Jeg har meget travlt med, at fortælle alle mulige mennesker om, at de skal da virkelig ikke forvente, at deres afkom bliver sådan nogle gnidrede danmarksborgere som os. HA, næ nej, i kan roligt regne med, at jeres yngel vil føle sig som verdensborgere og suse rundt både her og der og bosætte sig steder, som vi ikke engang kan udtale. det skal i regne med og det er sku da ikke noget problem. Næ hæ du. Altså lige til den der boomerang i ved, knaldede mig selv hårdt i nakken, de gange "den store" har forladt både fædreland, mor og hjemmets arne. Hele to gange har han slået sig ned i Spanien. Den første på VERDENS BEDSTE Ell Bulli og så kunne jeg jo blære mig lidt med det og det var jo trods alt kun et halvt år. Anden gang var sådan, grebet ud af det blå, nu skrider jeg lige til Spanien og arbejder et eller andet sted. Jamen jamen og jamen peb mor med de vridende hænder.
Nu er den gal igen. Nu flyver verdensborgeren til Val tourance i morgen meget tidlig. Højt oppe på bjerget, vil han diske op med gourmet mad, hvis du skulle komme på de kanter. Han vil drøne rundt på et lille brædt i de høje bjerge med sne og kaste sig ud i andre halsbrækkende ting og han vil endnu engang kaste sig ud i et liv uden sikkerhedsnet og uden at kende et øje i forvejen. Til maj, er planen så, at tage til Lyon, hvor han vil slå sine folder på en trestjernet Michelin restaurant på ukendt tid. Aftalen er i hus. Kost og logi er klaret. Hmmmmm jamen jamen.
Jeg klipper lige med rask hånd, endnu en meter af den flagrende navlesnor og lader drengen/manden rejse med glæde og stolthed. Stolthed over at han tør, over at han gør det, over hans drive og nysgerrighed og en venlig tanke til både internet og postvæsen og min mulighed for en forårsrejse til Lyon, en by jeg aldrig før har besøgt.
Jeg under ham det hele, med glæde og glæder mig allerede til at høre nyt fra min egen globetrotter/verdensborger.

2 kommentarer:

  1. Kære Stella.
    Jeg ved hvordan du har det... Uanset, hvor store, modne og selvstændige ens børn er - vil det altid være "ens lille barn".
    Jeg havde samme skrupler, da Tanni rejste til Afrika (og måske værre - jeg ved godt, at moderhjertet/usikkerheden ikke kan måles).
    Det du kan være stolt af er, at HAN skal sgu nok klare sig. Og så er det heldigvis til at komme ned til ham inden for rimelig tid/pris.
    Ønsk om gode tanker og held og lykke fra mig.
    Knus
    Sussi

    SvarSlet
  2. Tak Sussi. Jeg sender din hilsen videre.

    SvarSlet