torsdag den 17. november 2011

TAK, kære Chef.

Tænk bare, min helt fantastiske Chef, har sendt mig på ferie. Juleferie fra i dag og lige frem til 3 januar. Ok der er liiiige et par opgaver mere som skal løses, men klinikken holder lukket fra nu. Jeg har netop lagt  hånd på årets sidste klient. Nu snurrer vaskemaskinen. Alle spor skal slettes. Klinikken skal omdannes til café med indbygget råhygge og julebutik. Snart kommer glade kunder fra nær og fjern og hjælper mig af med dele af det bugnende varelager. der skal handles og hygges og vendes en masse nyt fra en helt år for manges vedkommende. Som altid glæder den gamle travhest sig til, at komme i manegen og vise de gode gamle kunster.
Der er lige et job mere som skal klares. Firmajulekurve, som skal pakkes helt fra bunden og efter alle kunstens regler. Pakkes og bringes ud til glade modtagere.
Der i mellem kommer de gode bijobs, som julehyggende husmoder, mor, kone, søster, veninde, farmor og gudmor. Alle skal have en bid af min jul og da jeg (heldigvis) ikke ejer en glubsk lænkehund som jeg kan give ekstra sul, må jeg dele godterne ud på dem jeg kender og holder af og der er rigtig mange. Der er så meget jeg gerne vil nå, måske når jeg bare lidt, måske mere, men én ting gider jeg ikke nå og det er julestress. Julen bliver sat sammen af det vi når og formår, god skal den nok blive uanset hvad vej træet vender, det ved man heldigvis når man når min alder med en del juleerfaring på bagen. Jeg tror personligt på, at man får den jul man laver. Drop stressen og nyd halløjet hvert minut.
Jeg er i gang, men vil lige skyde ferien på rette kurs med et par dage i det jyske, hvor der denne gang står indpakning og pakkemærker på programmet. Noget gåtur, risengrød, nisseøl, lidt fotografering af en pige på nu en måned, lidt kyssen på en stor pige og lovning om årets første glas gløgg med skønne damer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar