Jeg kan da heldigvis sagtens selv.

Der findes jo enormt mange smykker. Mange smukke smykker og mange forskellige smykker. Lige på smykke området er jeg bare sær. Der er simpelthen så langt imellem de snaps, som jeg ønsker at drukne mig i. Enten er de for damede (hmm hvad er jeg da så?), for romantiske, for barnlige, for store, for meget guld, for meget dyre sten bare for at vise dyre sten, for meget serier, tja bare for meget. Når jeg ser fede smykker, bliver de promte skrevet på jeg vil ha, vil jeg, eller jeg skriger  ønskesedlen og ofte har jeg også fået dem. Jeg har derfor ikke mange, men velvalgte og dermed elskede smykker, som betyder noget for mig. Ja ok, i Indien gik jeg måske lidt amok i sølv, men det var jo unikt og ret billigt.
Nu skal jeg bruge smykker igen. Noget med kontraster, noget med kant. Noget sort, noget støvet blåt, noget med kant, noget råt og noget fint. Undskyld mig, men det kan jeg altså ikke finde. Altså med mindre jeg konsulterer min egen lille butik inde i mit eget rodede hoved.
Når jeg pludselig får amok med værktøjet, kommer der lige det ud af det som jeg skal bruge. Tja, hvor svært kan det være? Enhver er sin egen lykkes smykkes smed.

                  Vi er ude i nogle codyle beviklinger i den blødeste fede lammeskind, med råt lukketøj.

         Fin og sart sølv med rå slebne Aquamariner.

         Bavianen her, er bare et porcelænsvedhæng, som en venlig smykkemand har foræret mig.