torsdag den 28. juni 2012

Den vide udsigt.

Jeg har den videste udsigt her fra hvor jeg befinder mig. En laaaaang dag i klinikken og derefter FERIE i en hel måned. Sådan en ferie med små godbidder i form af gode venner og oplevelser spredt over en dejlig måned. Dagene skal tilbringes hjemme og i sommerhuset, med alt og intet. Jeg har aftaler som længe har været planlagt, jeg har planer som måske bliver nået og jeg har et hav af ledige dage som kan fyldes ud efter lyst, humør og vejr. Dagen er spækket med dejlige klienter. I dag ligger aftalerne tæt og til sent på aftenen. Sådan er det når man er selvstændig med hang til rejser og et aktivt liv. For nogen ser det vist ud som om, at jeg aldrig eller kun sjældent arbejder. Det er ikke sandheden. Jeg lægger bare min arbejdstid på andre tider end de gængse. Arbejder gerne både aften og weekends. Gi´r den en skalle, én over nakken og altid med glæde, for man kan ikke andet når man er beriget med så dejlige klienter som jeg heldigvis er. Jeg lærer nyt af hver eneste, menneskeligt og fagligt. Jeg får energi og inspiration og lyst til at yde mit bedste hver eneste gang. At engagere mig og involvere mig. Mit arbejde bliver aldrig rutine. Ingen leverpostej i Englegården. Efter dagens arbejde er der en hovedrengøring og et halvt års regnskab som skal klares og derefter, med rent bord og samvittighed, går jeg igang med ferien. Den gode danske sommerferie med både sol og regn og heldigvis har jeg sysler til begge dele. Den mentale kuffert er pakket og feriebatteriet er ladet op. Ferien venter på mig. Ja ja jeg kommer lige om lidt. Ses der ude i ferielandet.

                                                                  
                         

Ingen kommentarer:

Send en kommentar