Nu begynder det at snerpe til.

Sådan rent tidsmæssigt befinder jeg mig lige nu i en tilstand af begyndende stress, fortvivlelse og præstationsangst. Efter mange måneders øve, øve og atter øve på de samme svære trin og drejninger, er tiden bare begyndt at nærme sig med katastrofal hastig fart. På lørdag er det, at jeg skal danse hele to danse på Bryggen. Jeg har annonceret og inviteret i stor stil for det er vigtigt at danseunionen får den omtale som den har fortjent og vi kan sagtens bruge både støtte og flere glade medlemmer. Jeg har øver rigtig flittigt, faktisk har jeg danset stort set hver eneste dag og lige pludselig sad begge danse lige der hvor de skulle. Under huden, inde i kroppen, inde i mit system. De sad så godt, at jeg havde overskud til at rette ind efter små skønhedsfejl, improvissere når noget utilsigtet skete. Jeg fik overblik og overskud og kunne finde/vise min egen personlighed og danseglæde i dansen. Jeg var nået rigtig langt. Men så gik kroppen i baglås. Såvel hjerne som krop frøs fast. Fire forsøg og alle kiksede. Senere prøvede jeg igen, med større held, men usikkerheden havde fået tag i mig. Nu ved underbevidstheden og kroppen, at muligheden for at det går galt reelt er til stede og den følelse sidder nu i kroppen. Jeg ved jeg kommer tilbage i formen, at dette også er en proces, men jeg lover jer, den er led at være med i den film her. Nu skal der øves teknikker igen igen. I morgen og torsdag får vi gruppetræning og derefter er vi klar. Selvfølgelig er det sådan det er, jeg ved det jo godt, men ovre i det lille hjørne af hjernen, der hvor den lille djævel med treforken sidder og griner og spotter, der er der en minimal risiko for fiasko, risiko for at fejle, for at blive til grin, for at falde igennem. Det hjørne som ingen af os ønsker at blive malet op i, men det sker alligevel af og til. Den gamle trehovede slange hvisler med sin slimede tunge HA HA HA, hvordan fanden kan DU tillade dig at danse for andre og gå rundt og tro at du er god nok HA HA HA. Jeg kender spillet og mekanismerne, men det gør det altså ikke sjovere at være den som rammes. Lørdag er lige nu FRYGTELIG nær og det skal vendes til SPÆNDENDE nær. Jeg ved jeg når det. Jeg ved jeg kan og jeg ved at lørdag bliver en dejlig dag.......................men jeg skal lige arbejde mig tættere på tryghedszonen igen.