Hvor blev tiden af?

Tolv år! Mit "lille"/ første barnebarn er tolv år i dag. Den tid er løbet hurtigere end de fleste år i mit liv. Tolv forrygende dejlige år, sammen med en altid positiv og glad lille solstråle. En pige som heldigvis blev født tillidsfuld og tryg ved verden. Jeg var selv 38 år da hun kom. Nogen spurgte mig, om jeg ikke var ked af, at blive farmor i den alder. KED AF??????NEJ, aldrig har jeg tænkt tanken om et liv uden Izabel. Jeg har fået lov til, at være lige midt i smørhullet hele vejen. Jeg er blevet meget nær ven og fortrolig med hendes mor. Jeg har fået en af pladserne tættest på, jeg bliver involveret, inddraget, spurgt til råds og regnet med. Jeg har meget tæt kontakt til Izabel og aldrig har jeg tænkt eller ønsket, at det kunne være anderledes.
Nu er hun tolv år. På vej mod flere nye veje. Der åbner sig hele tiden nye veje og døre. Veje og døre, som vi stadig bliver indformeret om, men ikke nødvendigvis skal være en del af. Izabel begynder at finde sine egne ben lige midt i, at hun stadig er vores lille pige. En tid fyldt med ballance og brydninger. Hun kan gå mange veje og endnu er det meste stadig leg og ikke mindst heste. Izabel er en hestepige og i dag, hendes fødselsdag, landede heldigvis på en onsdag, en ridedag, og jeg skal med. Det er desværre lidt af en sjældenhed, at jeg kan være med der, men i dag lykkes det.
I dag står der Izabel på programmet. Hun skal fejres og forkæles og heldige jeg er med hele vejen.