fredag den 10. januar 2014

På det rene.

Væk med julen og nytårs hatten. Frem med hverdag og et hjem man kan genkende. Hverdagens komme, har vi netop fejret, med tre dejlige dage i BERLIN. Niecen, hende i ved, med de fine lædersager, og hendes mand, havde inviteret til hyggeligt samvær der nede. Ikke så vi sad lårene af hinanden, men sådan, at vi boede sammen, spiste morgenmad sammen, hyggede sammen om aftenen og nød to gange aftensmad sammen. Dagene tilbragte vi hver for sig. Vi tog en dag i BERLIN centrum og en i Prenzlauer Berg hvor vi også boede. Jo jo, BERLIN er da et besøg værd og vi har da også set på byen før og set hvad man vel hør og bør, men så er det for mit vedkommende også slut med den omgang midtby. Store kædebutikker, butikscentre, varehuse og lignenede stads bliver bare aldrig mig. Hverken her, der eller andre steder. Jeg er som en lille fisk i vandet, når vi snakker sidegader, små skæve caféer, fine små personlige butikker med ting og sager. Sådan er vi da heldigvis så forskelligt indrettet og derfor er der som regel plads til alle, både butikker og mennesker.
På denne her rejse blev der både plads til snak, strik, den nye bog og ikke mindst Niecens egen æggeavl til morgenmaden.
Endnu en lille hat er klar til en lille pige og små lilla og gule striber er under vejs. Jeg har jo altid kurven fyldt med opskrifter og garn til nye projekter. Der er både stort og småt på planen, så der er strik til hver en tid. Snart skal gavekortet til garn fra ULDSTEDET indløses og omsættes til strik til egen krop. Sjældent men ønskeligt.












Ingen kommentarer:

Send en kommentar