Meningen mangler pludselig.

Der er stille på bloggen. Ikke fordi jeg ikke har noget at sige eller skrive. Ikke fordi at jeg ikke lever og oplever, men mere fordi, det som kan siges, pludselig viser sig, at være sagt så mange gange før.

Jeg har givet mig selv nogle fridage. Dage som skal bruges til, at fylde op på alle livets hylder, ordne to do lister og få tråde til at nå andre tråde i begge ender.

Det er lige som om, at jeg har været lige her alverdens gange før. Det giver bare ikke mening at gentage eller skrive lange indlæg om, hvor meget jeg elsker mine roser eller hvor fedt det er, at leve livet under fuld sommerhimmel. Og jeg har jo fortalt om, at jeg øver dans mange gange om dagen og at jeg skal optræde med samme danse flere gange i sommer. Og det nytter jo heller ikke at belære alle med, hvor meget det føles som at sparke sig selv i røven med en jernstøvle hvergang man er ude i dobbelt dilemmaet omkring flossede nerver over at skulle optræde og at man rent faktisk inviterer Gud og hvermand til at komme og se hvad jeg kan.

Så altså, der er masser af aktivitet i mit liv og fuld hejs på nydelsen, men mange ord og billeder kan der ikke vrides frem. De er lige som både sagt og vist flere gange før.

Og dog.......det er faktisk helt nyt og første gang både her og der, at man ser både min mand og "de små" med hat. Så sig ikke, at der ikke er nyt under sommer solen.