PARANTESEN

En helt fantastisk bog har jeg netop SLUGT sidste linje af. Faktisk en let og hurtig læst bog og så alligevel ikke, for tankerne løb hele tiden afsted med mig. Hid og did, til ting især min far har fortalt, tilbage til glimt fra min egen barndom og ungdom og ikke mindst, afsted til følelser, som jeg i høj grad kendte og kender.
Parantesen er skrevet af nu afdøde Vagn Predbjørn Jensen. Parantesen handler om den del af hans liv, som han ikke kan snakke om i mange år. Den store sorte forbudte hemmelighed.En "forbrydelse" som barnet bliver offer for og gidsel i. Bogen er holdt i et skønt flydende sprog, som går ind under huden på dig som læser, uden at blive følelsesporno og en higen efter læserens gunst eller accept, men dog om respekt. Her er virkelig tale om et sansemenneske, en både følsom og meget stærk ung mand som vokser med den opgave og det åg, som skæbnen har lagt på hans skuldrer. Han døjer, tåler og træder i karakter. Ham kan du kun få sympati for. Her er tale om ægte kærlighed, viljefasthed, stædighed og en kæmpe vilje.

Jeg tør godt indrømme her, at jeg og mange af os kender hans datter, fordi hun selv har skrevet om denne bog på hendes blog. Karen Klarbæk er hendes navn og det er jo en stor overdrivelse, at påstå, at jeg kender hende. Jeg kender til hende fra hendes blog, som jeg læser hver dag og så har jeg mødt hende til blogtræf sidste år i Silkeborg, hvor jeg talte MEGET kort med hende, men straks vidste, at hende kan jeg lide, her er et menneske med noget ægte på hjerte. Hvis man er Vagns datter, MÅ der være kommet noget ind med modermælken som er gået lige i hjertet.
Bogen kan anbefales til alle, ung som gammel, da også ungdomsårene beskrives meget smukt og godt, med alt hvad de år byder mange af os. Ældre kan huske den tid der beskrives, flere af os har hørt en masse fra første hånd og mange har også selv været gennem en soldatertid, som ikke altid var med stor mening.
Helt sikkert en forfatter jeg slet ikke er færdig med.