søndag den 5. december 2010

HJERTERNES TID

Der er hjerter hvor end man ser i denne måned og også de rette hjerte følelser er i spil. Er lige faldet over HJERTERNES FEST på en hel del blogge. hvor er det glædeligt, at det tildyneladene er blevet "moderne" og god tone, at hjælpe andre. Aller først skal der jo lige en erkendelse til, nemlig den erkendelse, at vi faktisk har fattigdom i Danmark. Rigtig bidende fattigdom, sådan helt ind til benet, hvor vi ikke taler om at prioritere hvad du bruger dine penge til, men OM du overhovedet har flere penge til blot at leve for, altså mad til sig selv og sine børn, bare de simpleste retter. Her er ikke plads til overvejelser om hvad der er sundest, økologisk eller hvad vi ku tænke os osv, men om hvad der er råd til. Det handler om erkendelsen af, at der findes hjemløse i Danmark, ikke bare nogen som ikke lige gider bo der eller der, men nogen som ikke har råd til de dyre boliger som er til at få. Når det så er erkendt, må vi erkende, at nogen/flere/for mange har sat deres kryds ved valget på et ikke så smart sted. Ikke bare ved sidste eller forrige valg, men gennem længere tid, har vi/nogen??? støttet en politik, som ikke prioriterede de menneskelige værdier højest. Der er skåret hårdt ind til benet i den sociale sektor og smertegrænsen er FOR LÆNGST overskredet for MANGE mennesker. Der er derfor brug for AL den hjælp der overhovedet kan fremtrylles. Her må de (heldigvis fleste) danskere jo indrømme, at vi har så rigeligt, vi mangler ikke rigtig for alvor noget og vi kan sagtens undvære og dele. Her er Hjerternes fest, julehjælp fra alle mulige initiativer fantastisk gode initiativer. Hvis vi alle sammen spyttede det samme i kassen, som vi ofte gør, når der er indsamlinger via tv, ku det hurtigt blivet til en god sjat. Bare vi husker det OGSÅ når det ikke følges op med en sang af Thomas Helmig og co, men bare kommer fra helt almindelige gode mennesker med hjertet på rette sted.
Fra mine store børn var små, har de hvert år, lagt penge (sedler som de godt ku ha brugt selv) i kisten på Rådhuspladsen til Børnenes kontors julehjælp. Både min mand og jeg støtter både privat og via firma forskellige hjælpeorganisationer. Jeg køber hjemløseavisen og giver til den lokale harmonikaspiller som sidder i bidende kulde og spiller for mig når jeg går i byen. Jeg smsér til mødrehjælpen, jeg giver pakkekalendergaver som er beløb til mødrehjælpen og min julegave fra svigermor, er hvert år penge til mødrehjælpen.
EJ HVOR ER JEG GOD; SELVFED OG HELLIG!!!!!!!!!!!
Det var ikke mit ærinde. Kun en konstatering af, hvor meget jeg prøver at hjælpe og hvor lidt der skal til for at hjælpe. Her er det "de mange bække små...." ALT nytter og batter og vi kan alle(de fleste) gøre noget og  som regel også mere end vi gør.
Brug for hjælpen kan vi alle få. Ikke bare en kliche´. Jeg har selv været der, men det må i høre om i andet indlæg. Bare følg med her.
GOD SØNDAG.

3 kommentarer:

  1. Kære Stella, jeg gør det samme som dig - støtter hvor jeg kan. Men du har fat i noget essentielt - hvis vi er mange der mener at dem der er udsatte, ikke få den nødvendige hjælp, og vi som private (hvilket ikke er en stabil løsning) er det der kan afgøre en fattig families velfærd - så sættes der forkerte eller misforståede krydser til valg. Som jeg hører det, er vi mange, der mener at det ikke er vejen frem, men NOGEN må jo stemme på den politik, der mener man er sig selv nærmest?
    Det kan undre mig. Det kan selvfølgelig betyde, at det er andre mennesker end dem jeg har som netværk (lige søger lige), men alligevel.

    Jeg støtter gerne både Hus Forbi, Mødrehjælpen og andre - men der skal en indsats til fra oven, så hjælpen, understøttelsen og vejen ud af fattigdom er stabil.

    Så vi er vist enige ;o)

    SvarSlet
  2. Vi er TOTALT enige. Frivillige skal ikke overtage samfundets ansvar, men vi er OGSÅ en del af samfundet og kan gøre hvad vi kan. Men den helt store opretning og støtte og indsats SKAL og MÅ komme fra vores regerings initiativer. HMMM

    SvarSlet
  3. Tak for dit gode og tankevækkende indlæg!
    Jeg er selv af den overvisning at jeg ikke kan redde nogen som helst, men jeg måske kan række bare en lille smule ud med et smil eller med et initiativ, og forhåbentlig skabe lidt varme hos modtageren.
    Jeg bilder mig absolut ikke ind at jeg skal ud og redde hele verden, men når jeg har noget at give af, føler jeg næsten det er min pligt at gøre det.
    Så lang tid det er givet af kærlighed og omsorg, og aldrig for 'vinding' og omtale eller for at lindre min dårlige samvittighed.

    Tusinde tak, fordi I hjælper.
    KH Trine

    SvarSlet