JEG ER IKKE JOMFRU MERE

Nu har jeg nemlig også prøvet at græde over en film. Til med i biografen. Jeg har altid misundt andre, som gav sig deres følelser i vold, og lod tårerne få frit løb. Noget jeg aldrig kom tættere på, end at få gåsehud. I går fik jeg min debut. Min søn anbefalede os at se LOVE AND OTHER DRUGS

og jeg var da helt med på, at der var noget han havde på hjertet, noget han ville sige/vise, med en film, som handler om et ungt par, hvor hun lider af en uhelbredelig sygdom. Jeg kunne jo godt ane nogle paraleller til hans egen situation/fremtid/ægteskab m.m

Filmen var først og fremmest en sød kærlighedsfilm a´la min ungdoms LOVE STORY, som der den gang blev grædt mange tårer over. Men pludselig fik det hele en anden drejning. En forfærdelig alvor kom ind i billedet og jeg havde jo svært ved, ikke at se nogle helt andre mennesker for min indre biograf. Mennesker som står mig smerteligt nær og som fylder mit hjerte og mine tanker hver eneste dag og da han erklærede hende sin evige troskab og støtte var det slut med tørre øjne for mit tilfælde og jeg må tilstå, med glæde, at gråden sidder og trykker konstanst stadig væk. Jeg siger med glæde, da jeg kun mener bevidst bearbejdning af de sorger som fylder os er sundt og vejen til, at komme igennem og videre. Da jeg i biografens mørke kastede et blik på min sidemand/ægtemand, var det med samme resultat der, men det var nu ikke noget nyt. Vi gik meget alvorlige, men berigede der fra.

Hvis jeg kunne, ændrede jeg på virkeligheden, det kan jeg ikke og må bare "nøjes" med at stå klar/støtte og håbe alt hvad jeg kan og så meget, at hjertet er lige ved at sprænge.