Minder

Et af mine ældste og meget kære minder er dukke Karen. En gammel celluloid dukke fra mine bedsteforældres hjem. Karen er rigtig gammel og jeg mener, at kom til huset gennem deres nabo, som var modist (hattesyerske) og dukkemager på et teater i København. Damen hed fru Goth. Hun boede alene i et lille bitte sort træhus. Hun var meget fornem (Københavner) og boede i en hule fyldt med dukker og sjove og sære ting, skønne dyre stoffer og andre lækre skatte som vi andre aldrig havde set magen.
Karen var gennem min barndom klædt i dåbskjole og tilhørende kyse. Som andre spændende værdigenstande, var Karen ikke en dukke, som vi børn bare kunne tage og lege med når og hvordan vi ville. Der skulle som med alt andet, spørges om lov, og så kunne man få lov til, at sidde forsigtigt med Karen. Åh hvor var sådan en stund med Karen i sine arme skøn. Som at bære kronjuvelerne tæt ved sit hjerte vil jeg tro. Magien ved mine bedsteforældres "skatte" bestod netop i, at man skulle bede om lov og måske/måske ikke fik man lov. Dukke Karen var noget dyrebart, noget som skulle værnes om og dermed, blev man også selv en  betydningsfuld person, når man blev betroet skatten.
Da min mormor døde som 91 årig, som den sidste af mine bedsteforældrer, arvede jeg Karen.

Siden har Karen siddet på min repos, i sin kurvevugge og må KUN ses på/lånes/holdes hvis man spørger om lov og kun somme tider. Det fine nye tøj, er syet og strikket af min gamle, nu desværre afdøde, strikke dame Else. Else strikkede gennem livet for et hav af butikker bla mig i tidernes morgen, også for nogle af datidens største og fineste i København. Hun var en FANTASTISKE strikker og jeg har heldigvis mange af hendes fine modeller bla dukketøj.

Karen har de fineste strømper i hulstrik og undertøjet er naturligvis også strikket.
En dag skal Karen gå i arv, sammen med nogle andre helt særlige skatte fra mit liv.