Minder. For små sko.

Dette er ikke et minde, men en sjov gammel ting. Min ene søster har en særlig næse for, hvad jeg kan lide når vi taler om gamle, sjove og eller skæve ting og sager. Disse små sko fik jeg en jul af hende. Købt i en antikvitetsforretning, hvor de stod og ventede på rette ejer, som heldigvis blev mig. Jeg elsker at se på de små fine sko. Nok engang fine og skinnende, men nu står med deres naturlige slid.

Hvilken fin lille pige har mon gået med dem? De passer til størrelse ca 2-3 år i længden, men er meget smalle og meget smalle. Stakkels barn, men sådan var fodtøj vel dengang og jeg er ret sikker på, at de har tilhørt en pige fra en finere familie. Her kan man for alvor tale om, at lide for skønheden.

Hvem, hvad, hvornår, hvorfor og hvorhen?????Jeg aner ikke noget om skoenes alder eller historie, men fine er de og jeg er meget glad for dem.

Minder. Skriverier

Det var ikke bare da jeg var 3 år og påsken stod for døre, at jeg skrev til min Morfar.
I den gamle kuvert, som jeg tidligere har vist, lå der endnu et brev.
Som 4 årig havde jeg lidt mere på hjerte, men jo også et år mere på bagen, så nu skulle der fortælles om løst og fast og tegnes til.

Minder. En lille en til næsen.

Til min syv års fødselsdag, var tiden åbenbart kommet, hvor også jeg var klart til "udstyr". I min barndom havde man ikke papirlommetørklæder. Næ nej, de var skam af stof og hmmmm tør man sige, en anelse uhygiejniske...........men det var altså sådan det var og det var ens for alle. de blev brugt til eget snot og ungernes med og havde samme unger lidt snavs om munden, spyttede man, bare lidt, på samme stofsag og tørrede misseren væk. Så længe det blev inden for familien, husker jeg ikke de store kvaler med den omtalte stogtingest og den levede sit eget men sikre liv, i enhver mands lomme, i dammefrakker og tasker og i skolebørns lommer. Men der var forskelle og grader inden for lommetørklæder. Der var de store, ternede eller med en stribe, til mænd og hverdag og så var der de fine, hvide med blonder, et lille broderi eller lignende. De fine var til pynt, til damernes aftentaske og til de store pigers taske/frakkelomme. Der var de helt fine små, måske med en knipling, til kirkebrug, resten af ugen lå de sammen med salmebogen. Sådan et fik man også, ofte foræret af butikken, sammen med sin konfirmationskjole. de fine var ikke beregnet til børnemunde og næseflåd, men mest til en tåre feks ved begravelse eller bryllup. det var pænt, når en kvinde diskret (men dog synligt for alle) viskede en tåre væk, hvor i mod, det var FOR MEGET, hvis nogen lod sig bevæge i en grad, hvor der blev brug for at tørre flere tårer og en løbende næse. SÅ overreagerede man godt nok og tenderede nærmest til hysteri og skaweri.
Lommetørklæder fandtes også med børnemotiver, men dette var absolut ikke hvermands eje og dermed meget efterstræbt.
Men se her stoppede festlighederne inden for udstyr ikke. Min mormor kendte til lidt af hver inden for takt og tone og prøvede at gelejde os andre med i den gode retning. Her kom lommetørklædeholderen ind i billedet og sådan en fik jeg af mormor til min fødselsdag. Den dag følte jeg mig godt nok voksen og betydningsfuld. så kunne folk sku bare komme an. Udstyret var i orden. Sød er den da, en ganske fin ide´og jeg må sige, at der er gået til den helt ned i mindste detalje. Den er vatteret og foret. Blød og lækker og i de sødeste forårs/pige farver. jeg ved altid hvor jeg har et lommetørklæde, de er dog ikke altid nystrøgede som det vist ellers hører sig til. Det kommer nok en dag, mon ikke. min mor strøg trods alt både lommetørklæder, undertøj og viskestykker. SÅ har man sku nok at lave.....

AHA. Minder

Pludselig fik jeg lige en AHA oplevelse. Hvorfor er det lige at jeg har brug for at samle minder/skabe minder og vise minder? Forde, selvfølgelig, da jeg var otte

 år, brændte mit barndomshjem ned til grunden. Mine forældre og alle deres børn kom ud af det brændende hus. Min far vognede af de brag det gav da tagpladerne sprang af ildens varme. der blev redet et skab, hvori de mest værdifulde ting stod på og lå i. Ellers INTET som i INTET. Gårdens dyr, mest grise, vores hund, alt vores tøj og indbo var væk. Vi havde det tøj vi stod i der midt om natten, som vel var undertøj og evt en natkjole. SÅDAN, med et slag er hele ens historie, ens verden, ens egendele og alt hvad du ejer foruden dit liv VÆK. En barsk oplevelse, som jeg ikke husker blev bearbejdet yderligere hos hverken mig eller andre. jamen selvfølgelig er det da derfor, at jeg gemmer på de få minder jeg har fra min tidlige barndom. De meget få billeder og egendomme, som vidner om at jeg har været her. det tror jeg er meget vigtigt for et menneske. Konkrete beviser og tegn på, at du har levet og haft en betydning. en dag forsvinder dine levende beviser, dine forældrer, vennekredsen sygner ind, søskende falder bort og SÅ bliver det endnu vigtigere, at have de materielle beviser og minder fra "dengang". Dem har jeg ikke mange af, men jeg værner desto mere om de få jeg har.

Et enkelt billede har jeg fra min dåbsdag. Min mor, far og bedstemor/Farmor Maren, som jeg elskede og følte mig elsket af. mine forældre er her 27 og 33 år og sidder med deres sidste barn ud af seks. Endnu en pige. Fem piger og en dreng blev det til. Alles navne startede med S. Min Bedstemor var født i 1900 og var her på billedet 62 år. hun havde selv født 12 børn. En anseelig mængde må man sige. En barsk og gæv jyde, som til bla min fordel, blev blidere med årene. jeg så hende primært om sommeren og af og til til jul, men hun var altid frisk i min erindring. Hun SÅ MIG, holdt af mig og gav mig det lille barns privilegier. Hende holdt jeg meget af og tænker meget ofte og altid med glæde på hende. Mærkeligt, for det var hos min Mormor jeg kom oftest. de to damer havde desværre begge den meget kedelige tendens, at elske og fremhæve de børn, som fysisk og eller psykisk lignede dem selv eller deres eget afkom mest. en ikke særlig flatterende egenskab, men når det nu var sådan, var det jo et held, at man trods alt var favorit hos en`af sine bedsteforældre. Morfar kunne vist bare lide os alle og alle kunne lide ham, men han talte ikke helt med i regnskabet. Maren var min og jeg var hendes BASTA. Jeg tror/bilder mig ind, at jeg ligner hende på visse punkter. bla er jeg ret overbevist om, at hun havde healende evner og vidste lidt af hvert, det har jeg bla arvet fra hende og det er jeg glad for. TAK SØDE MAREN!

Minder

På min første sal. Lige oppe af trappen, sidder dukke Karen og SlaskeMarie jo i deres kurveseng.
Over dem, hænger et gammelt afsyret vitrineskab. I skabets hylder har jeg fået lavet spots, som lyser på den næste hylde. Der inde bog nogle meget gamle bøger på øverste hylde og på de andre etager har jeg mit dukkehus. Som barn var jeg ikke den glade ejer af særligt meget legetøj og ALDRIG af et dukkehus. Jeg så dukkehuse hos andre. Nogen havde de "rigtige" fra Lundby, endda med elektrisk lys i lamperne. Den gang havde jeg ikke dukkehus, men det har jeg NU. Igen en ting som ikke er til leg og fri afbenyttelse, men man må gerne se og røre og drømme og snakke om alle de fine sager. I huset bor et par af Birgitte Frigast´s små nissebørn. Møblement og al inventar er alt sammen af ældre dato. Enten købt nyt, men i gammel stil, eller rigtig gammelt, købt hos antikvitetshandleren. Jeg køber ikke ofte nyt. Kun når jeg falder over "det rigtige".

Jeg stopper ofte op på vejen og ser på de små fine ting. Der er tænkt ned i mindste detaljer både til pynt og nytte som toiletpapir, vaskebræt, de højhælede sko som er blevet droppet just ankommet hjem fra festen, pladespiller i spisestuen, musen som er skræmmende tæt på sit endeligt og katten som slumrende nyder det gamle komfurs varme. Der er stof til eftertanke, fantasien og gode samtaler om både før og nu. De samtaler glæder jeg mig til ud i fremtiden, sammen med små mennesker som sætter pris på en god røverhistorie.

Minder

HILS PÅ KLUDEMARIE!

Jeg forelskede mig i Marie, for ca tre år siden. Hun sad i antikvitetshandlerens vindue i november og smilede til mig når jeg gik aftentur. Min mand havde set min forelskelse og juleaften lå Marie under træet.

Hun er gammel, bulet og vidner om et hårdt, men forhåbentlig sjovt liv. Nu tilbringer hun alderdommen i ro og mag på min første sal, sammen med dukke Karen. Som barn ejede jeg en SlaskeMarie, en tro kopi af hende her. Hun var blød på en særlig måde, for hendes krop indeholder jo halm og smiler altid sit søde smil. Min gamle Marie endte sine dage, da jeg var ca fem år. På en dejlig solskinsdag i haven, husker jeg, at min bror kastede sagesløse Marie højt op i luften. Hun sad fast i telefontrådene, og der kunne man jo ikke redde hende ned fra, med eget liv i behold. Pludselig var hun væk, jeg aner ikke hvor og hvordan, men trist var jeg. Synd for min bror, som helt sikkert kastede hende op i luften i leg, men historien endte ganske brat og meget sørgeligt for mig.
Glæden var derfor stor, da jeg igen kunne titulere mig selv, som ejer af en ægte SlaskeMarie igen.

MINDER

Dagen i dag, må være den helt rigtige til, at vise et minde frem fra min otte års fødselsdag. I dag har jeg ejet denne broche i enogfyrre år. På min otte års fødselsdag, var jeg som ofte før, hos købmanden i Farendløse. Den eneste butik  på egnen og der man købte ALT, når man ikke lige tog den jhelt store tur et par gange om året til Ringsted og bla "Den blå butik". Købmand Poul, hvis kone Elna også havde fødselsdag d 9 april, havde e t ekstra rum, to trin oppe. Her gik man op, når man skulle have særligt udvalgte specialiteter som, værktøj, reb, gummistøvler, tegnebøger og lidt smykker. De sidst nævnte skatte lå i en disk med små skuffer og glas front og top, så man kunne beundre de særlige sager. Denne skønne dag, sagde min far pludselig, at jeg måtte gå op i det hellige skattekammer og vælge mig et smykke. Den slags var UHØRT og naturligvis næsten umuligt at vælge, men langt om længe besluttede jeg mig for den "GULD" broche. Den broche giver mig stadig en følelse af, at blive set, værdsat og sat pris på for den jeg var. Ikke nogen selvfølge der hvor jeg kommer fra, men ræven er mit "bevis" på, at det godt kunne ske.

Minder

Et af mine ældste og meget kære minder er dukke Karen. En gammel celluloid dukke fra mine bedsteforældres hjem. Karen er rigtig gammel og jeg mener, at kom til huset gennem deres nabo, som var modist (hattesyerske) og dukkemager på et teater i København. Damen hed fru Goth. Hun boede alene i et lille bitte sort træhus. Hun var meget fornem (Københavner) og boede i en hule fyldt med dukker og sjove og sære ting, skønne dyre stoffer og andre lækre skatte som vi andre aldrig havde set magen.
Karen var gennem min barndom klædt i dåbskjole og tilhørende kyse. Som andre spændende værdigenstande, var Karen ikke en dukke, som vi børn bare kunne tage og lege med når og hvordan vi ville. Der skulle som med alt andet, spørges om lov, og så kunne man få lov til, at sidde forsigtigt med Karen. Åh hvor var sådan en stund med Karen i sine arme skøn. Som at bære kronjuvelerne tæt ved sit hjerte vil jeg tro. Magien ved mine bedsteforældres "skatte" bestod netop i, at man skulle bede om lov og måske/måske ikke fik man lov. Dukke Karen var noget dyrebart, noget som skulle værnes om og dermed, blev man også selv en  betydningsfuld person, når man blev betroet skatten.
Da min mormor døde som 91 årig, som den sidste af mine bedsteforældrer, arvede jeg Karen.

Siden har Karen siddet på min repos, i sin kurvevugge og må KUN ses på/lånes/holdes hvis man spørger om lov og kun somme tider. Det fine nye tøj, er syet og strikket af min gamle, nu desværre afdøde, strikke dame Else. Else strikkede gennem livet for et hav af butikker bla mig i tidernes morgen, også for nogle af datidens største og fineste i København. Hun var en FANTASTISKE strikker og jeg har heldigvis mange af hendes fine modeller bla dukketøj.

Karen har de fineste strømper i hulstrik og undertøjet er naturligvis også strikket.
En dag skal Karen gå i arv, sammen med nogle andre helt særlige skatte fra mit liv.