Begravelser er vel altid fyldt med stilhed, sorg og tanker. Der er bare stor forskel på, at tage afsked med sin Bedstemor på snart 95 år, hvor tankerne kredser om hendes lange liv og alle de år man har haft sammen og så, som i dag, bisættelsen af en mand på 36 år. Ikke engang midt i livet. Kirken var fyldt, af mennesker og smukke blomster, men især af stilhed og eftertænksomhed og af sorg så tyk, at den kunne mærkes på bagerste række. Ingen kunne forblive uberørt her. Den slags tragedier, går bare for tæt på os alle uanset rellationen til den afdøde. ALENE, var et ord som rungede i mit hoved. Vi fødes alene og vi dør alene. Når nogen går bort, lades vi alle alene, om ikke andet, smager vi en bid af aleneheden. Den alt for unge enke, som pludselig står helt alene. Jo jo, der var skam massevis af venner og familie, men ingen kan erstatte den brik som nu mangler i hendes puslespil. Døden og afskeden provokerer os, lige midt i vores travle liv og hverdag, med sin pludselige og uvelkomne indtrængen og utidige minden os om, at intet varer evigt, for der findes vel ingen evighed, altså intet som ikke konstant bevæger og forandrer sig. Følelserne, dybden og alvoren har trængt sig mere og mere på med alderen for mit vedkommende og jeg mærker i dag tydeligt smerten, hvergang en´forlader verden og sine kære. Vi skal alle igennem det, både på den ene og den anden måde.
Vejret viste så smukt Jacobs alt for korte liv. Sol og varme da vi ankom til kirken. Overskyet og regn da vi gik der fra.
Vi gik både ind og ud af kirken til det smukkeste harpespil. Et fantastisk smukt og rørende valg. Lette og dog så dybe toner på en´og samme tid. Kærligheden og sorgen vandrede gennem kirken hånd i hånd.
Æret være hans minde!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar