Stof til eftertanke.

Jeg har været udenbys den ganske dag. Fra den ene ende af landet, videre i anden retning og retur igen.
Jeg har værert på besøg hos Niecen med de kreative tanker og hænder. Vi har sammen været i Stof&Stil for at finde stoffer til yderligere eftertanker. Lige nu tænker jeg, nederdele til mig selv og bukser til lille Olga, som er vokset ud af sit tøj.

Der er overvægt af babyfløjl og bare lige et par bomuldsprint, måske til noget midterstykke, måske til nogle lommer og måske til noget andet. Det er her eftertankerne bla kommer ind.
Jeg har været med den slankekursplagede Niece på gå tur. 9 km i skarp trav. Hun går op i projektet med liv og sjæl. Tæller kalorier og motionerer og det har allerede givet et pænt resultat. Respekt her fra..
Sådan en dag er der meget vi skal nå. Der skal også snakkes, strikkes og drikkes the og snakkes mere igen om mangt og meget. Vi snakkede bla om titler. Hvad er beskyttet og hvad er ikke og selv om en titel ikke er beskyttet, er det så ok, at kalde sig noget som andre rent faktisk har knoklet for at blive??? Sådan etisk forstås. Er jeg designer, når jeg snart har strikket en trøje som jeg selv har fiflet mig frem til og skrevet en manual til? Er jeg kunsthåndværker forde jeg har lavet et par (flotte) ting i pileflet? Er jeg tjener forde jeg har serveret i årevis på byens restaurationer? Er jeg danser eller danser jeg? Er jeg journalist forde jeg som seks årig udgav min egen avis. Hvornår er man hvad. Hmmmm selv tror jeg på, at de fleste udmærket ved hvornår de lånte fjer bliver lidt for tunge og man må gå med mørke briller gennem byen. Mange af os med en "rigtig" uddannelse med bevis, kender til den faglige identitet og faglige stolthed (forhåbentlig). Samtidig mener jeg bestemt, at det er i orden, at man ikke sætter sit lys under en skæppe og finder sig en ny faglig identitet, som kan dække det man nu laver. Hvis man virkelig mærker efter, vælger med hjertet og kan se sig selv i øjnene, skal man sku bare gi den gas og komme igang med, at sælge sig selv og sit værk. Ingen små sko her. Brænd for skidtet, ret ryggen og go for it. Igen tror jeg bare det er vigtigt, at man mærker efter. At fjerene ikke bliver lånte, men nogen som er vokset ud ved egen kraft, stille og roligt via slid og øvelser. Jeg tror det bliver svært at føle den ægte stolthed ved en titel som er tyvstjålet og klinger hult på visitkortet. Sig hvad du føler og brænder for. Sig hvad hjertet er fyldt med. Sig hvad du brænder for. Sig det højt og du ved pludselig hvad det er du er. Mon ikke det er noget i den retning?
Hvordan finder andre mon deres identitet?