FRIFUNDET.

En uges venten i nervøs spænding er hårdt, når man lige har set ens søster gennemgå en biobsi af en knude i brystet. Den slags sætter de værste tanker og dårlige minder igang. Minder om dem som ikke er i flokken mere og minder om dem, som heldigvis stadig er her, men ikke uden store mén.  Et er hvad min hjerne har kørt afsted med, noget andet er, hvordan min søster må have haft det. Det må kræve stor styrke og koncentration, at holde fast i livet, i virkeligheden, i fornuften og i sig selv. Sådanne evner aner man ikke om man besidder, før man står der. Min søster besad den slags evner. Det var stort at være med til domsafsigelsen i dag. Den lød heldigvis på frifindelse. Væv kan opføre sig på forskellige drilagtige måder, det gjorde det her og det var heldigvis ufarligt. Nu kan hun trække vejret frit i to år mere. Hurra for rutinemæssige undersøgelser, som opdager en masse ting, som ved hjælp af den tidlige indsats redder liv, bagsiden af medaljen er al den angst, som udløses og svæver frit mellem mennesker hver eneste dag. Heldigvis som regel til ingen nytte, men den er der nok hver gang, hos os alle. Til foråret træder jeg ind i mammografialderen. I fremskridtets og forebyggelsens navn, hilser jeg den velkommen, men jeg frygter nu lidt den følelsesmæssige rutchetur som følger med hver gang. Vi er hårdt ramt i vores nærmeste familie, så skrækken er ikke en sjælden gæst i kredsen. Jeg må finde en måde, min måde, at tackle den på, når jeg når der til.