tirsdag den 3. januar 2012

Hold da op, var den lige der?




Hverdagen. Jamen jeg troede jo at det var den jeg bankede hovedet hårdt ind i i går. Med krav om dit og dat og normal påklædning og fint skal det være. Men næææææ nej, det skulle blive værre endnu. Hverdag indbefatter også et arbejde. Hold da op, det havde jeg helt glemt. Et arbejde. Sådan et, hvor man møder op til en tid, med rene negle og pænt tøj, gør hvad man bliver bedt/betalt for og først må forlade pladsen igen, når samme ordre er gennemført. Det er det der med krav, pligter, ansvar og alt det der. det som jeg har levet uden i halvanden måned. Nå men altså, faktisk holder jeg jo ret meget af mit job, jeg havde bare glemt det. Sådan kan det gå. I dag er så dagen, hvor jeg igen er helt nede i kælderen. Altså ikke psykisk, der har jeg det (vist) ok, men fysisk, i den kælder hvor min klinik ligger og gemmer sig forstås. Der skal jeg være i dag og når jeg er færdig med det, skal jeg både til Hop Shop (gymnastik) og Fun Fit Danze (dans, dans, dans). Med sådan nogle fine navne, glemmer man næsten helt, at det handler om fysisk udfoldelse, sved og ømme muskler. det lyder som en lyserød leg med flødeskum på. Men det er det ikke. Det er noget med de der dybe mavemuskler, som i en tid kun er blevet brugt til, at støtte op om mavesækkens tyngde og hårde arbejde med at fordøje en masse slik og julefedt. det er hverdag for fuld blæs og mon ikke det er lige ved, at være ganske godt? Jeg prøver sku.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar