lørdag den 14. juli 2012

En dag med det hele.

Børnefødselsdag af de store har jeg været til i dag. En af de utallige niecer, holder hver sommer fælles familie fødselsdag for sine to børn. Det helt store udtræk hives frem i form af kager og boller og lækkerier og før det er bare kvart fordøjet, starter vi på ny, med grillmad og nye tryllerier. Mange af hendes gæster møder jeg stort set kun den ene gang om året, men det gør på ingen måde snakkelysten mindre. Der er gæster i alle aldrer og alle føler sig vist underholdt. I år var der sørget for hoppepude til børn og hoppeglade voksne. Jeg vil gætte på, at nogen sover rigtig godt i nat. Selv var jeg omkring udveksling af bogemner. Altid dejligt at møde andre som er lige så begejstrede for de linier af ord som man selv slugte råt og lagrede som gode indtryk.


 Trods massiv spisning og snak, formåede jeg dog at komme gennem de sidste pinde af Lille Livstykke, som jeg desværre ikke mere husker hvor og hvem jeg har fået opskriften af, eller har jeg selv købt den på et tidspunkt? Den slags har det desværre med at forputte sig i hjernens kringelkroge, når ophavsmanden/kvinden ikke er noteret på opskriften. Jeg har lagt opskriften ind under Kreativitet her på bloggen, hvis du ønsker at gøre mig kunsten efter. Et fint billede vil komme på, når jeg har fået syet en knap i, hæklet en kant, vasket og presset og fotograferet. Livstykket er et super let og meget hurtigt stykke strik, som de fleste som mestrer ret og vrang kan gå til uden de store problemer, ellers spørg, jeg hjælper glad og gerne i gang hvis du er begynder.


I øvrigt er den slet ikke lyseblå, men lavendel. Det magtede lysforholdene her til aften bare ikke lige at gengive.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar