Hvad siger man(d) så?

Vi savnede dem og manglede dem og ønskede dem. Mændene i de danske institutioner. Vi fik dem. Daginstitutionerne fik nogle mænd klædt i farvestrålende hønsestrik med en stille pibe i munden. De kunne både synge og spille guitar, drikke kaffe og sige ja og amen og være enige med alle Quinderne med den lilla ble og blød (og meget behagelige) velourbuks.
Døgninstitutionerne fik store stærke mænd, støbt i samme form som både jægersoldaten, politibetjenten og elitesoldaten. For satan da hvor vi sprængte både egne og børnenes grænser. Vi lavede stunts som selv Spang Olsen må misunde, det var lige steppet før, at dagens ret bestod af noget vi selv knækkede nakken på og helst med tænderne. Bubber var død af skræk, hvis han havde tilbragt sin barndom på et dansk behandlingshjem.
Med tiden kom vi hinanden nærmere og nærmere og fik noget rigtig godt og givende pædagogisk arbejde ud af det. Det pædagogiske område blev spændende og levende og inkluderede begge køns særkende. Vi begyndte at turde vise vores forskelligheder, bruge dem i den pædagogiske praksis, at bruge os selv og vores kønsmæssige styrker som pædagogiske redskaber.
Vi arbejde og legede og skabte resultater, men som i enhver god leg, er der altid nogen som skal ødelægge det hele. Pædofilien dukkede også op i vores institutioner. Hvor der er mennesker, er der også pædofile mennesker, de vil dog altid være i mindretal. De er untagelsen. De er minoriteten.
Det er meget væsentligt at huske på, at mænd ikke =pædofili.
Var vi ellers ikke lige blevet enige om ikke at generellisere? Alle jyder er ikke nærrige. Alle polakker stjæler ikke hjulene på din bil. Alle Somalier sælger ikke narko. Alle tyrkiske mænd ser ikke danske kvinder som ludere. Alle unge vil ikke stjæle din taske og alle politibetjente taler ikke jysk og meget vigtigt netop nu, alle mænd har ikke deres seksualitet rettet mod børn, snarere tvært om. Flertallet af mænds seksualitet er rettet mod helt almindelige kvinder (eller mænd) på deres egen alder eller der omkring.
Ok, vi skal da klart beskytte vores børn og de børn vi har i vores professionelle varetægt, selvfølgelig skal vi da det. Der skal da være nogle spilleregler omkring vores omgang med andres grænser på alle områder og vi skal da klart både beskytte børnene mod overgreb og hinanden mod mistanker.
MEN vi skal vel ikke til, at diskriminere i lovens navn? Skal et køn til at kriminaliseres bare på grund af deres køn? Skal vi/mænd finde os i, at mistænkeliggøres bare på grund af vores køn.
Lige nu savner jeg debat. Faglig og saglig debat.
Hvem er det vi kryber for lige nu? Er det i virkeligheden de stærke og mere og mere kritiske og krævende forældrer vi vil tækkes? Fair nok med deres spørgsmål og bekymringer, men hvis vi retter ind og kryber og stiller umulige rammer op for det ene køns udførelse af sit faglige arbejde, har vi jo halvt råbt ja til, at mænd er farlige bare forde de er mænd.
Min påstand er, at en helt normal og normalt fungerende mand, kan varetage fuldstændig de samme omsorgs opgaver som en kvinde både på piger og drenge. Samme mænd (og kvinder) ved helt intuitivt, hvornår der er en intimsfære, som ikke skal/må overskrides. Når vi taler normalt fungerende mænd og det er jo dem vi som regel har med at gøre, kan de nøjagtig lige så godt skifte ble, bade, made og nusse som kvinder kan. Børn har oven i købet brug for kønnenes forskelligheder for at blive helstøbte individer.
Jeg håber danmark vågner op nu. At vi kræver debat og fagligt funderede diskussioner. At vi alle bakker op om mændenes ret til at arbejde med hele deres person og i hele det felt som hedder den pædagogiske virkelighed, i såvel praksis som tanke.
Forde én skyder løs på en skole, holder vi jo ikke op med at  sende vores børn i skole. Forde én pige bliver voldtaget, holder vi ikke op med at lære vores børn at færdes frit. Forde en bombe springer i metroen, holder vi ikke op med at rejse. Forde nogle indiske mænd voldtager en kvinde til døde holder, jeg ikke op med at betragte indere som venlige mennesker. Forde nogen puger penge via tiggeri, holder jeg ikke op med at give til velgørenhed.
Jeg håber vi er klogere end som så og ikke retter ind efter den laveste fællesnævner. Lad os glæde os over kønsforskellene, både hjemme og i vores børns institutioner. Lad os glædes over de mange mennesker, som gør et kæmpe frivilligt arbjde, som spejderledere og fodboldtrænere for vores børn. Mød dem med glæde og tillid og støt op om dem, ved feks selv at melde dig som hjælpetræner eller medleder ved ture og camps. Vis tillid og vis dine børn hvordan man viser tillid.