Jeg ved at i vidste det.

Selvfølgelig vidste i, at det kun var et spørgsmål om tid. I ventede bare på det. I vidste godt hvad jeg lavede. Alle vidste, at jeg legede. Nu er jeg klar. Nu må i se hende, for jeg ved hun er en hun. Fin, sart ydre, men sej og stærk inde i. Åh hun er så smuk, ikke mindst i hendes fine kjole. Jo jo, gu har jeg da knald i låget, som en af Blachmans ofre just har fået dom for, og jeg er vild med hende. Min nye fine IPad. Jeg er slet ikke inde i det hele, men jeg er tryg ved hende. Min søn gad hjælpe med købet, installerede for mig og bagefter gennemgik han alt med mig. Nu kan jeg selv surfe rundt og jeg gør det. Jeg mangler stadig at kunne overføre billeder til hende. det glæder jeg mig vildt til, for jeg (manden) ofrede hele pakken med den hotteste og skarpeste skærm længe set. Nøjh det bliver skarpt og dejligt og og og. En dag kommer sønnen forbi og roder med det billed halløj der, hvis ikke en eller anden kommer før ham og viser frem for mig. Ind til hjælpen kommer må jeg vente. Ingen tvivl om, at jeg bliver glad for den gave. Jeg er fuld af taknemmelighed og glæde og venter på mere eventyr efter hånden som jeg kommer længere ind i "Hendes Verden".
Og så sker der lige det helt usansynligt vildt mærkelige, at der nixen bixen sgu ikke vil lægges billeder på ved dette indlæg. Vel vil der da ej, for man skal bare ikke tro man er noget, eller at træerne vokser ind i himlen. Fair nok, men i slipper ikke. Pludselig er hun på og så vil også i sige næææhhh hvor er hun sød og dejlig.