En isnende strikkeklub.

En dejlig strikkedag, med to skøre kugler. Når Kirsten er indblandet i noget ved man aldrig hvilken vej vinden kan blæse. I dag blæste den ud i haven. Med bare fødder og underben. Jeg undlod, da min hals ikke har brug for kulde lige pt, men en anden gang vil jeg ikke udelukke det en anden god gang.

Kirsten er selvfølgelig i gang med et snørklet mønster, hvor hun selvfølgelig også selv designer og laver om og gør ved. Andet er vist ikke en mulighed for hende, men ok hun ved også hvad hun gør og hun når sine mål og hun gør det godt. Nævn noget strik Kirsten ikke er i stand til at mestre. Tror ikke det er muligt.
Jeg knoklede på med den lille sømand som trods de irriterende bobler, muligvis ender med, at kaste mig videre i en sømand til mig selv også. Jeg lover intet, men tanken har strejfet mig.
Majbritt er nybegynder i strik. Fra sidste gang hvor hun lærte at slå masker op og strikke ret, har hun strikket et pænt stykke som kunne være et gæstehåndklæde, men vist nok nærmere er et lille aftøringsstykke i Majbritts zoneterapiklinik.
I dag slog hun en ordentlig røvfuld masker op på en rundpind og påbegyndte en sweater med en fantastisk stor og smuk krave. Den strik glæder jeg mig til at følge.
Desværre mødes vi først igen i april. Jeg skal lige omkring Indien og Ribe og så har vi lige noget påske og SÅ kan vi endelig mødes igen.
Aftenen tilbragte jeg med manden i GRAND hvor vi så smukke AMOUR. En stærk, følsom, ærlig, stille, kærlig, barsk og modig film om en fase i livet som det også kan udvikle sig. Det glædede mig meget, at biografen var tæt af unge mennesker også. Der blev pludselig stille. Mobilerne holdt pause og de fleste holdt vejret.
En fransk film når de er bedst. Se den for pokker. Den og Jagten SKAL vi alle altså bare se. Begge et par film som lagrer sig i hjertet hvorfra de forhåbentlig vil blive og poppe op i givne situationer.