I går gik turen endnu højere op på bjerget. Vejret viste sig fra sin bedste side og udsigten blev kun mere storslået jo højere vi kom op. Vi endte i en lille bitte landsby, vist uden navn, blot en klynge huse. En klynge som både bestod af en lille fin kirke, et større byggeri og huse som må betegnes som slum. Små stenskure med plastikposer som vinduer og blikskure holdt oppe af nogle støttepæle. Geder, høns og magre herreløse hunde kæmpede om en bid af det skrald som flød i store mængder. Stor fattigdom og liv levet fra hånden til munden. Midt i det hele ligger der så et kæmpe Spa med lækker restaurant og ressort. Vi bevægede os ned of de uendelig mange trapper og fandt restauranten, som endnu var lukket og ved at blive gjort ren. Vi fik lov at købe kaffe, frisk presset juice og lidt chips, som viste sig at være frisklavede pomm frites, bedre end jeg nogen sinde har fået dem før. Vi valgte, at gå turen hjem til vores egen restaurant og spise aftensmad. Turen tilbage foregik i solens sidste stråler gennem de snoede bjergveje.
Små farvestrålende fugle og de alle steds nærværende egern som kun er en trediedel så store som vores og med kun en lille tynd hale, fulgte os på vejen. Aberne har vi til gode at møde på en gåtur. Fra bil ser man aber med jævne mellemrum i vejkanten, men når vi går holder de sig åbenbart inde mellem træerne. Vi ved de er her, men de ved også at vi er her og de ønskervist ikke en konfrontation med os.
På vejen ned så vi et lille bedested med levende lys. Trods fattigdom og armod, vil der altid findes både tro,håb og kærlighed i og blandt mennesker er min erfaring. Sommetider både i, til og på, trods.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar