torsdag den 25. april 2013

Den store forkælelsesdag.

Torsdag forkæler jeg altid mig selv med dans. Altid Burn Out, som er ren speed produceret fra helt egne lagre. En time med totalt udknaldet dans og god motion. Nogle af torsdagene, faktisk så tit det er muligt, har jeg også en enetime. I dag er heldigvis sådan en. Altså hele to timers dans. Imellem timerne, er der fritimer, som nogen gange bliver brugt til traveture, løb i Fælledparken, shopping eller kaffeaftaler. Kaffeaftaler af den dejligste slags bliver det i dag. Lille Lui og hans mor har jeg date med i Torvehallerne. Der bliver tid til både kaffe og kys og forhåbentlig nogle glade grin fra Lui.
Efter dans er der endnu mere date. Min fødselsdagsgave fra en søn skal byttes fra papir til realitet. Bare ham og mig på Indisk restaurant. Det eneste jeg ved er, at restauranten har fået ret gode anmeldelser, at jeg ELSKER Indisk mad og aller mest ELSKER den sjældne alene tid med mine unger og her er det oven i købet ham som har budt.
På mit køkkenbord pynter lige nu hele tre darlings. Turen til Indien betød jo aflivning af min gode surdej. Det job ville jeg trods alt ikke belemre andre med at passe. Så vigtig er en surdej trods alt heller ikke for mig. Nu er Meyers forskrifter atter fremme. Hele tre forskellige rugbrød er i støbeskeen. Når maskineriet og ovnen skal køre, kan man lige så godt gå hele vejen.

2 kommentarer: